Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Nationalisternes EU-alliance er et win-win-scenario

EU-tilhængere bør ikke frygte DFs alliance med højrepartier i Italien, Tyskland og Finland. For nationalisternes samarbejde på tværs af landegrænserne vil enten være ubetydeligt eller ende med at styrke det europæiske projekt.

En ny alliance af højrepartier vil danne fælles front mod EU. Men de kan ende med at styrke det europæiske demokrati.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Dal Zennaro / EPA / Ritzau Scanpix

De vil sætte et stop for indvandringen, de vil afskaffe euroen, og de vil forsvare nationalstatens suverænitet mod europæiske overgreb og bureaukraterne i Bruxelles. Og til det formål har de indgået en europæisk alliance.

Sarkastiske sjæle har ikke været sene til at påpege ironien, da europaparlamentarikeren Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti sammen med Matteo Salvini fra det italienske højreparti Lega, formand Jörg Meuthen fra højrepartiet Alternative für Deutschland, Ollie Kotro fra De Sande Finner annoncerede dannelsen af en ny europæisk alliance bestående af EU-skeptiske højrepartier forud for det kommende valg til EU-Parlamentet. Siden har det slovakiske parti Sme Rodina, det Estiske EKRE og nu senest Marine Le Pens Rassemblement National meldt sig under fanerne.

»Optimalt set vil nationalisternes europæiske alliance i sidste ende resultere i et styrket europæisk demokrati.«


For Alternative für Deutschland vil allerhelst opløse euroen eller som minimum gøre kort proces med sydeuropæiske lande, der som Italien har problemer med at leve op til EUs krav om stram budgetdisciplin. I Rom har Salvini trods tidligere anti-euro-udtalelser til gengæld for længst erkendt, at italiensk økonomi er svært afhængig af valutafællesskabet.

Også spørgsmålet om indvandring kan vise sig at dele alliancepartnerne. Uanset eventuelle forhåbninger om en gennemarbejdning af det europæiske asylsystem har den italienske regering en akut interesse i, at de øvrige EU-lande hjælper til med at fordele asylansøgere, der er strandet i Italien. Noget som de andre partier ikke har skyggen af interesse i.

Heller ikke spørgsmålet om forholdet til Rusland vil udløse enslydende svar i de respektive partier, hvor der er stor forskel på, hvor varmt et forhold, man har til Vladimir Putin.

DF har udsøgt sig et tvivlsomt selskab. I Tyskland har AfD-politikere vakt opsigt ved at udvandre som protest mod en tale fra en holocaust-overlevende på besøg i landdagen i Bayern. I 2016 blev den daværende partiformand Frauke Petry genstand for massive fordømmelser, da hun foreslog, at tysk politi skulle åbne ild mod flygtninge og migranter, der illegalt krydser grænsen til Tyskland. I Italien har Lega-lederen Matteo Salvini gjort sig bemærket ved at citere den fascistiske leder Benito Mussolini.

Alligevel kan der nemlig være gode grunde for demokratiske kræfter og i mere snæver forstand tilhængere af det europæiske projekt til at hilse partiernes bestræbelser på at skabe enighed på de indre linjer velkommen.

For enten vil den politiske virkelighed begrænse partiernes muligheder for at forlige modstridende nationale interesser og dermed hæmme deres muligheder for at underminere det europæiske projekt.

Alternativt vil partierne for at opnå reelle resultater være nødsaget til at indgå kompromiser, der i sagens natur vil være europæiske. Det kan have en disciplinerende effekt på de vildeste stemmer på yderfløjene, og det kan hjælpe proeuropæiske kræfter til at skærpe deres omgang med årsagerne til nationalisternes fremmarch.

Optimalt set vil nationalisternes europæiske alliance i sidste ende resultere i et styrket europæisk demokrati.

TROELS HEEGER