Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Når uretten får magten

Regeringen har opgivet den værdibaserede udenrigspolitik. Nu bøjer man sig for magt.

Hvis regeringen i de seneste år havde fulgt den pragmatiske linje, som ligger bag den danske regerings eftergivenhedspolitik over for Kina, havde Danmark undgået Muhammed-krisen. Den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, havde set realiteterne i øjnene og havde inviteret de muslimske landes ambassadører til møde, da de krævede regeringens indgriben mod tegningerne af deres profet.

Med den fornyede anerkendelse af Kinas herredømme over landet, som det invaderede i 1950 og har undertrykt lige siden, og med løftet om »varsomhed« i omgangen med Dalai Lama, har regeringen valgt den pragmatiske og den handelsmæssigt mest indbringende kurs over for Kina.

Men den har også valgt, at kineserne nu kan bestemme, hvem den danske statsminister modtager som gæst. Uanset de udenrigsministerielle forklaringer om ét-Kina-politikken må man regne med, at Dalai Lama ikke dukker op som statsministerens gæst i nogen nær fremtid.

For knap fem år siden kunne man læse, at modstandskampen mod nazismen var »det rigtige«, i modsætning til »at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed«.

Forfatteren var Anders Fogh Rasmussen, der tog et vigtigt opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen. Nu hvor det gælder konfrontationen med en nuværende og stærkt voksende militær som økonomisk stormagt, bøjer man nakken og følger strømmen.

For nu kan holdninger koste noget. Kina er et kommunistisk diktatur, der henretter folk i bundter, fængsler dissidenter og undertrykker på groveste imperialistiske vis enhver modstand inden for det, regimet betragter som sine grænser. Modstand uden for grænserne tromler det ned med diplomatiske og økonomiske muskler.

Vil fastholdelse af den hidtidige danske linje nytte noget? Tibet får aldrig sin selvstændighed igen, kan man indvende. Og det er jo rigtigt. USA og Frankrig har gjort det samme. Danmark har som andre nationer i årevis anerkendt Kinas herredømme i Tibet, og Kinas voksende økonomiske styrke øger presset.

Men Danmark går også ind for folkenes ret til at bestemme deres egen skæbne. Vi støtter menneskerettigheder og frihed, herunder ytringsfrihed, og vi modsætter os dødsstraf. Retten til at demonstrere de holdninger skal ikke deponeres hos kineserne i form af et de facto besøgsforbud mod Dalai Lama, heller ikke selv om det koster på handelen.

Taiwan, der er et de facto selvstændigt, demokratisk land med egen og amerikansk militær og økonomisk styrke bag sig, er i gang med en tilnærmelse til Kina. Det vælger de selv. Men Tibet har i sig selv og som symbol krav på mere end lunken udenrigsministeriel sniksnak fra Danmark.

Det mindste, tibetanerne fortjener, er, at regeringen og oppositionen, som den deler vanæren med, siger det, som det er: Vi bøjer os og følger strømmen.