Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Mugabes slutspil

Situationen i Zimbabwe kræver en samlingsregering.

Zimbabwe er et af de triste eksempler på, hvor galt det engang imellem går i Afrika, når landene plages af ledere, der har siddet for længe, er blevet magtfuldkomne og er blevet korrupte.

Sådan en leder er Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, som klynger sig til magten efter præsidentvalget, der ikke gav hverken ham eller lederen af oppositionen, Morgan Tsvangirai, et flertal, der kunne sikre en af dem præsidentmagten. Det har Robert Mugabe nu udnyttet helt og fuldt ved at klamre sig til magten og forlange omtælling af stemmerne. I forvejen har Mugabes parti, Zanu-PF, mistet flertallet i parlamentet, og i overhuset står stemmerne så lige, at præsidenten i realiteten bliver udslagsgivende.

Landets valgkommissionen har endnu ikke offentliggjort resultatet, men det ser ud til, at en anden runde er nødvendig for at finde en vinder. Hvis ikke Mugabe forinden gør sig selv og landet den tjeneste at træde tilbage.

Mugabe har tænkt sig at bruge alle beskidte tricks for at beholde magten, også selv om det betyder, at hans hårdt prøvede statsborgere skal presses yderligere ud i fattigdom og fortvivlelse. Mugabe har mobiliseret sine gamle partisankammerater, som han gjorde det i begyndelsen af 2000. Det har de hvide farmere allerede fået at føle. Et enkelt sted har hvide farmere fået besat deres jord og har fået fire timer til at pakke deres ting i. Et vanvittigt skridt i et land, som plages af en elendig økonomi med en inflation, der løber op i flere hundretusinde procent om året.

Zimbabwe var engang et rigt land med gode og organiserede landbrug. Det har Mugabe blandt andet været hovedansvarlig for at have ødelagt ved at fordrive de dygtigste farmere og andre med fremdrift og innovationsevne fra landet. Mugabe forsøger nu i sine sidste krampetrækninger at trække kortet med de hvide farmere igen. Det er altid godt at have en »ydre« fjende, selv om man kan stille sig selv det spørgsmål, om det virker denne gang.

Man kan i hvert fald konstatere, at der er sprækker også i hans eget parti. Der er ingen tvivl om, at i det ydre, så støtter partiet op om Mugabe. Men der er røster internt i partiet om, at Mugabes tid er omme, og at man bør finde en afløser, inden det er for sent.

Det bedste for alle parter vil være, hvis Tsvangirai og andre fra oppositionen danner en samlingsregering eventuelt sammen med mere fornuftige medlemmer af Zanu-PF. Det er vanskeligt at forestille sig, at Zimbabwes enorme problemer kan overkommes, uden at der er en samlingsregering i spidsen for de nødvendige tiltag. Økonomien er kørt så langt ned, at man skal have en bred regering for at samle landet igen. Og der er behov for – efter 28 år med Mugabe ved magten – også at trække på Zanu-PF partiet, hvis der skal ske fremskridt hurtigt.

Udlandet står på spring for at hjælpe, og det bliver også nødvendigt sammen med Zimbabwes rige nabo, Sydafrika. Og der bliver tale om omfattende hjælp for at sikre, at Zimbabwes økonomi kommer på fode igen. Den er i hvert fald kørt så langt ned, at det kræver en endda meget slidsom indsats for at få landet tilbage på det, det var i 70erne.