Boligen er ukrænkelig. Sådan står der i Grundlovens paragraf 72 med et ordvalg, som måske nok er højtidEligt, men umisforståeligt. Alligevel sker det, som Berlingske har påvist i artikelserien »Her har jeg hjemme«, gang på gang, at danskere oplever, at deres bolig i allerhøjeste grad er »krænkelig«. Myndigheder tiltvinger sig uden retskendelse adgang til privat ejendom med et på papiret ganske hæderligt formål, eksempelvis at kontrollere miljø- eller skatteforhold. Ikke desto mindre er der tale om en klar overtrædelse af Grundlovens ånd om, at – med et gammelt engelsk ordsprog – »My home is my Castle«, altså på min ejendom eller inden for mine fire vægge er det mig, der bestemmer, hvem der må komme ind.

Det sker omkring 100.000 gange hvert år i store og små sager, og det er mange. Alt for mange. Vi taler om sager, der ligger uden for det strafferetlige område. Der er altså ikke tale om, at politiet har mistanke om narkohandel, terror eller andre grove forbrydelser. Det handler om almindelig myndighedskontrol. Som det også fremgår af artikelserien synes selv de politikere, som over en årrække har været med til at svække Grundlovens ånd og bogstav, at det er for meget. Især stigningstakten i adgangsmulighederne bekymrer. Fra 1992 til 2002 blev der udarbejdet 29 adgangsbeføjelser, fra 2002 til i dag er der udarbejdet 208. Den enkelte beføjelse kan sikkert begrundes fornuftigt, og der er ingen tvivl om, at efter terroranslagene i USA 11. september 2001 er vores opfattelse af, hvad vi vil finde os i af kontrol fra myndighedernes side, blødt op. Men de mange undtagelser fra Grundloven handler ikke om terror, og derfor skal vi tænke os godt om, måske lave en »beføjelsespause«, mens vi overvejer, hvordan vi kommer tilbage på rette spor. Nemlig at i et frit og demokratisk land gælder den private ejendomsret, privatlivets fred og den overordnede regel, at borgerne ikke som udgangspunkt er samfundets fjender.

Det siger sig selv, at der kan være tilfælde, hvor boligens ukrænkelighed må tilsidesættes, eksempelvis hvis andres liv og helbred står på spil. Men det må være undtagelser og ikke almindelig praksis. Grundloven kan ikke tage højde for alle detaljer, men hensigten med paragraf 72 er ganske klar, når den taler om »særegne undtagelser«. At politikere ikke i langt højere grad, end det har været tilfældet, står vagt om Grundlovens ånd, er dybt betænkeligt. Det er urealistisk med ét slag at ophæve alle de beføjelser, der giver myndighederne adgang til private boliger. Men det må være på sin plads at sætte et arbejde i gang for at gennemgå beføjelserne én efter én og vurdere nødvendigheden af dem. En anden mulighed er en grundlovsændring med en mere entydig formulering af paragraf 72. Men en grundlovsændring er en lang og besværlig proces, og desuden er det ikke en grundlovs formål at udstikke detaljeret lovgivning, men netop at fastsætte principperne for retssamfundet. En såkaldt solnedgangsklausul over ny lovgivning på området er en brugbar mulighed. Derved sættes der udløbsdato på lovene, som automatisk kommer til eftersyn. Det kunne såmænd også være tiltrængt for meget anden lovgivning. Endelig er der jo også den mulighed, at politikerne begynder at tage Grundloven alvorligt.