Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Middelhavets triste paradoks

»Selv om nogle vil påpege, at der er langt fra Danmark til Italien, er den nuværende situation aldeles uholdbar for hele Europa.«

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREAS SOLARO

Fra EU lyder det jævnligt, at man intensiverer indsatsen mod den menneskesmugling over Middelhavet, der dels koster tusindvis af liv, dels presser Europa til det yderste. Man har da også indsat flere skibe, men problemet er, at man dermed går menneskesmuglernes ærinde, viser en ny rapport fra Det Europæiske Grænseagentur, Frontex.

Rapporten påpeger, at alle involverede skibe i eftersøgnings- og redningsaktioner utilsigtet hjælper menneskesmuglerne med billigt at sende så mange mennesker som muligt af sted i ofte synkefærdige skibe. Da man ikke kan sejle folk tilbage – de er typisk stævnet ud fra Libyen, der dårligt nok kan kaldes et land i sin nuværende tilstand – sejler man dem til Europa. Derved ender skibene med at være god reklame for menneskesmuglerne »og styrker derved deres forretningsmodel ved at øge chancerne for succes. Migranter og flygtninge – opmuntret af historierne fra dem, der har gjort det med succes – forsøger den farlige overfart, da de er klar over den humanitære bistand og er afhængige af for at nå frem til EU,« skriver Frontex.

Med andre ord: Jo større tilstedeværelse, EU – og det stigende antal af nødhjælpsorganisationer, der nu har skibe i Middelhavet for at samle migranter op – har i Middelhavet som konsekvens af de mange migranters livsfarlige overfart, des flere mennesker vil forsøge at tage turen. Og når man ikke forventer at skulle sejle hele vejen, inden man bliver samlet op, kan menneskesmuglerne nemmere få desperate mennesker om bord på overfyldte plimsollere. Det anslås, at 4.579 mennesker sidste år druknede i forsøget på at nå Europas forjættede kyster, men det fylder mindre i bevidstheden hos mange migranter, end at 182.000 sidste år nåede frem til Italien – og altså i høj grad takket være EUs egen indsats for at stoppe tilstrømningen.

Man kan dårligt klandre nødhjælpsorganisationer for at ville redde mænd, kvinder og børn fra druknedøden, ligesom alle skibe for øvrigt er bundet af den internationale søfartskonvention om at hjælpe folk i havsnød, men som rapporten fra Frontex viser, går man dermed menneskesmuglernes ærinde og giver flere mennesker håb og mod til at risikere livet til havs.

Det er, som direktør i Frontex, Fabrice Leggeri, siger det, et »trist paradoks«.

Svaret på dette paradoks er naturligvis ikke – som enkelte har foreslået – at skyde på eller affyre varselsskud mod skibe fulde af desperate mennesker eller blot lade dem drukne i Middelhavet. I stedet må man gribe ind tidligere i processen, så man helt undgår overfarten.

Det bliver alt andet end let at indgå holdbare aftaler med de lande, migranterne stævner ud fra. Libyen er som nævnt et særligt svært eksempel. Aftalen med Tyrkiet har på visse punkter været vellykket, selv om den bestemt ikke er uden komplikationer. Men Tyrkiet er, trods alt, et langt mere stabilt samfund end de nordafrikanske lande, hvorfra folk stævner ud.

Imidlertid har EU ikke noget valg. Selv om nogle vil påpege, at der er langt fra Danmark til Italien, er den nuværende situation aldeles uholdbar for hele Europa. Endnu har EU ikke formået at finde en holdbar løsning på den historiske udfordring, som migrantkrisen udgør, men hvis det ikke sker meget snart, kan man grue for unionens fremtid.