Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Mette Frederiksen klemmer regeringen og væksten

»Dansk Folkeparti har foreløbig ingen betænkeligheder ved at indskrive sig i den velfærdskoalition, som er etableret på Christiansborg.« Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i debat på folkemødet op Bornholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Ved hjælp af en politisk knibtangsmanøvre vil Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, anbringe regeringen i et førergreb, hvor S og Dansk Folkeparti fra hver sin side vil fastlåse regeringens økonomiske politik. Danmarks i forvejen enorme offentlige forbrug skal vokse sig endnu større, hvis det står til Mette Frederiksen. Inden de kommende forhandlinger om den økonomiske politik og regeringens skatteplaner overhovedet er sat i gang, vil Frederiksen båndlægge størstedelen af det såkaldte økonomiske råderum til øgede offentlige udgifter, som skal dække merudgifter til blandt andet et stigende antal ældre.

Tanken om at effektivisere i den offentlige sektor, så pengene til at betale for en stigende ældrebefolkning findes i den nuværende økonomi, er ikke på Frederiksens lystavle. Overvejelser om at justere de offentlige udgifter i forhold til landets økonomi i de kommende år, indgår tilsyneladende ikke i Frederiksens planer. Mette Frederiksen har ét overordnet mål for fremtiden: Flere offentlige udgifter.

Læs også: Thulesen siger det ikke højt: Men han får sværere og sværere ved at forklare, at han peger på Lars Løkke

Dansk Folkeparti har foreløbig ingen betænkeligheder ved at indskrive sig i den velfærdskoalition, som er etableret på Christiansborg i det sidste års tid. Efter Socialdemokratiets kursskift i udlændingepolitikken er der skabt en alliance, som står på tre ben: Stram udlændingepolitik, slap økonomisk politik og ikke et ord om, hvor pengene til at betale regningerne skal komme fra.

Udover en større vækst i de offentlige udgifter, end regeringen planlægger, vil socialdemokraterne bruge flere penge på at uddanne ufaglærte til at dække et stigende behov for arbejdskraft. Tanken er principielt udmærket. Men man må blot konstatere, at planen i bedste fald er langsigtet. Den topskattelettelse, som sagkundskaben fremhæver som en sikker metode til at øge vækst og indtjening til fremtidige velfærdsudgifter, er Socialdemokratiet i opposition lodret imod.

Dansk Folkeparti har med begejstring grebet chancen for med Socialdemokratiets hjælp at maksimere sin indflydelse. Det er ikke blot partiets ret, men også pligt at bruge de muligheder, som Folketingets sammensætning åbner, for at gennemføre sin politik. Men skruetvingen om regeringens økonomiske politik kan blive strammet for meget. Indtil videre har de tre regeringspartier affundet sig med situationen, men man må regne med, at et valg vil blive udskrevet den dag, da velfærdskoalitionens vækstdræbende politik bliver en alvorlig trussel mod velfærdssamfundets økonomiske holdbarhed.

Alternativet til den nuværende regering vil meget sandsynligt blive en rød koalition, som nok vil øge velfærdsudgifterne i det tempo, som Dansk Folkeparti ønsker, men som samtidig skal rumme de Radikales og Enhedslistens krav til en lempelig udlændingepolitik. Derfor er det klogt, at Dansk Folkeparti trods alt afviser Frederiksens forslag om på forhånd at binde sig til at brænde et bestemt antal milliarder af.

Som partiet med afgørende indflydelse i Folketinget er det ikke nok at vide, hvordan man tromler regeringen. Det er mindst lige så vigtigt at vide, hvornår man skal holde op.