Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Mette F. skal levere på benhårdt reformkrav på ti milliarder kroner

Det er på tide, at både de Radikale og den øvrige opposition får undersøgt, om statsministeren vil stå ved reformkravet på ti mia. kr. – eller sparekravet, hvis der ikke et appetit på reformer. Det er svært at se logikken i, at grøn omstilling skulle betyde, at den offentlige sektor skal være større.

Sofie Carsten Nielsen og Morten Østergaard (R) kommer ud fra finanslovsforhandlingerne 7. oktober 2019. Finansminister Nicolai Wammen har indledt forhandlingerne om næste års finanslov med såkaldte sættemøder med partierne RV, ALT, EL, SF, V, KF og Siumut, Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbaek Arentsen / Ritzau Scanpix

Vil statsministeren løbe fra reformregningen, eller vil hun levere på indholdet i forståelsespapiret med sit parlamentariske grundlag?

Spørgsmålet trænger sig på efter offentliggørelsen af vismændenes efterårsrapport, som er en påmindelse til Mette Frederiksen (S) om, hvad hun har aftalt med sine parlamentariske støttepartier, herunder ikke mindst de Radikale.

Måske forståelsespapirets løfter er ved at være glemt i striben af værdimeldinger fra regeringen om klimåmål, grønne regnemodeller, tillid og overvågning. I forståelsespapiret fra juni står, at »en ny regering vil basere sin økonomiske politik på følgende forudsætninger: a) at der er balance på de offentlige finanser i 2025 og 2030...«. Når der er et punkt a), er der selvsagt også et b), men faktisk også et c), d) og et e). Kernen er, at a) er det centrale.

Kravet om balance på statsfinanserne lyder både tilforladeligt og ansvarligt, men kravet om balance indebærer, at statsministeren har sat sig under et ekstra reformpres, som hun ikke taler så meget om.

Derfor er det på tide, at både de Radikale og den øvrige opposition får undersøgt, om statsministeren vil stå ved reformkravet – eller sparekravet, hvis der ikke et appetit på reformer.

Kravet om balance på de offentlige finanser repræsenterer en stramning af kravene til finanspolitikken frem mod 2030. Man kan kun rose de Radikales leder, Morten Østergaard, for at få skrevet reformkravet så præcist ind i fundamentet for den socialdemokratiske etpartiregering. Og der er ikke er tale om elastik i metermål.

»Stramningsbehovet, der er baseret på denne fremskrivning, udgør omkring 0,5 pct. af BNP, betyder, at der skal gennemføres reformer eller tradtionelle finanspolitiske stramninger, der kan forbedre de offentlige finanser med omkring ti mia. kr.,« skriver vismændene i efterårsrapporten.

Tallet ti mia. kr. svarer til, at regeringen skal forhøje pensionsalderen med et ekstra år, at væksten i det offentlige forbrug skal næsten halveres eller at resten af efterlønnen skal skrottes. Der er tale om rigtige penge.

Hvad så med alle de milliarder, som vismændene siger vil vælte ind i statsfinanserne i fremtiden? Det er ganske rigtigt, at finanspolitikken er overholdbar, så man i princippet i dag kunne bygge én Storebæltsbro om året i al fremtid. Problemet er, at det luftpenge, som først ruller ind efter 2040. Det er for usikkert at bruge penge, som måske kommer i en fjern fremtid.

Et interview med den adm. direktør Lars Aagaard fra Dansk Energi i sidste uge viser, hvorfor reformkravet er afgørende. Lars Aagaard mener, at regningen for den grønne omstilling vil være 30 mia. kr. i 2030, og så skal politikerne være ærlige om, at skatten skal hæves tilsvarende. Hvorfor det?

Det er svært at se logikken i, at grøn omstilling skulle betyde, at den offentlige sektor skal være større. Aagaard tager også fejl, når han siger, at der ikke vil være politisk vilje til at skrue lidt ned for væksten i velfærden for nå klimamålene. Det viser årtiers store reformer af blandt andet efterlønnen. Det mindste man kunne håbe på fra energilobbyen, er, at de på linje med Dansk Industris direktør Lars Sandahl Sørensen viser, hvordan vi kan løse klimaudfordringen uden at svække velstanden og dermed fundamentet for velfærden.

Signaler som dem fra Aagaard gør det sværere for de Radikale at stå fast på reformkrav. Men de Radikale skal stå fast – også for klimaets skyld.

THOMAS BERNT HENRIKSEN