Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Men hvor blev kulturen af?

Den danske arkitekt, forfatter og samfundsrevser Poul Henningsen klandrede i 1930ere poltikerne for manglende ambitioner på kulturens vegne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Waclaw Charewicz
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hva’ mæ kulturen?« spurgte Poul Henningsen i en meget læst debatbog fra 1933. Man kunne stille vor egen regering samme spørgsmål. Hvor står kulturen i det seneste udspil til rigets finanslov? Blev der skrevet nok om dansk kultur med hele dens baggrund og alle dens muligheder?

Selve ordet er stort set fraværende på forslagets mange sider. De få antydninger af vilje til forandring kommer i form af en klatskilling til mere eller mindre inferiøre projekter. Mosede Fort nord for Køge og Øresundsakvariet i Helsingør får for eksempel lidt penge – bare så kulturbegrebet kan gå helt i fisk.

Poul Henningsen lagde skylden på socialdemokraterne dengang. Tidens socialdemokrater savnede ambitioner for kulturen og var i hans øjne rykket til højre. En moderne iagttager kunne mene noget lignende om aktører fra stort set hele det politiske spektrum. Den klassiske højrefløj har husket bevaringen og glemt fornyelsen, den klassiske venstrefløj har aldrig rigtig gidet pille ved nogen form for tilskud – hvorfor begge fløje fremstår reaktionære. Kun medlemmer af Dansk Folkeparti plus et par ensomme ulve i socialdemokraten Mattias Tesfayes klasse virker for alvor optaget af kulturelle spørgsmål.

Hvorfor? Måske fordi modet mangler. Kultur er den store fortælling om vores fælles historie og Danmarks fremtid. Lidt for mange politikere lytter lidt for længe til folk med personlige interesser og hører ikke larmen fra det tavse og måske nok så kreative flertal. Så stort set alle ansatser til debat om dansk kulturliv kvæles fra dag ét af de professionelle og er allerede dagen derpå sandet til i pengepladder.

At de folkevalgte hopper med på pengetanken handler kun på overfladen om økonomisk ansvarlighed. Den virkelige forklaring skyldes en uskreven regel: Tal er bløde som vestjysk marehalm, holdninger er hårde som bornholmsk granit. Vi kan alt for nemt blive hængt op på vores holdninger ved næste valg – så vi må hellere holde os til tallene.

Skulle regeringen da have sat flere penge af til kultur? Ikke nødvendigvis. Flere penge giver ikke i sig selv mere eller bedre kultur. Visse tiltag uden for hovedstaden og et par af de kunstneriske uddannelser kunne måske nok bruge en hjælpende hånd. Men en ansvarlig kulturpolitiker ville sætte hele pengesnakken på pause, fryse beløbet til kultur fast på eksempelvis det nuværende niveau i et par år og granske mulighederne for en prioritering af det danske kulturliv helt fra bunden.

»Hver eneste gang der bliver talt om at nedlægge et museum, egnsteater eller symfoniorkester, er det, som om Tredje Verdenskrig bryder ud,« sagde Peter Aalbæk Jensen i Berlingske forleden. Den kendte filmmand har længe været ven af kulturen i selv den højeste forstand. Billeder, scenekunst og klassisk musik er hans halve liv. Men absolut intet må åbenbart laves om, sagde han. Og resultatet er en stivnet kultur.

Amen.