Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Med hånden fremme

Enhver med viden om de kommende årtiers befolkningsudvikling er for længst blevet klar over, at Danmarks mest påtrængende problem er de stadig færre medlemmer af det arbejdende mindretal og væksten i den del af befolkningen, der ikke arbejder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Denne kendsgerning er også slået igennem i dele af regeringsprogrammet. Efter valget har regeringen bebudet reformer, som erstatter mange af de lovede velfærdsforbedringer med tiltag, som presser og lokker flere til at tage et arbejde, og som sparer på de ordninger, som tilskynder folk til at leve på andres regning.

Men samtidig har regeringen afskaffet de såkaldte fattigdomsydelser, starthjælp og kontanthjælpsloftet, som gør Danmark fattigere. Og nu planlægger regeringen så at fjerne varighedsbegrænsningen på sygedagpengene, der i årevis har været på 52 uger. Som det fremgår af kronikken i dag koster forslaget ikke blot potentielt langt større beløb end de 250 millioner kroner, som regeringen arbejder med. Værre er, at uden varighedsbegrænsningen vil flere få endnu ringere udsigt til at vende tilbage til et arbejde. Folk bliver ikke raske, blot fordi der er gået 52 uger. Men folk kommer sørme heller ikke i arbejde, hvis det ene år på sygedagpenge afløser det andet.

Men allerværst er den formynderkultur, der følger i halen på forsøgersamfundet. Når kassen er ved at være tom, stiger presset på de forsørgede om at gøre mere for at komme i arbejde. Så er det, at det arbejdende mindretal stiller krav til ikke blot de psykisk syge om at tage medicin, men også stiller krav til de overvægtige om at tabe sig, og til folk med livsstilsbetingede lidelser om at ændre livsstil. Pointen er, at jo længere folk skal forsørges, og jo højere ydelserne er, jo mere indgribende og grænseoverskridende bliver samfundets krav til og kontrol af de forsørgedes tilværelse. Denne del af regeringens politik har til formål at please Enhedslisten, men fører til en ufri kultur, hvor ansvaret for menneskers liv og forsørgelse i endnu højere grad overgår til »fællesskabet«. I det orwellske forsørgersamfund er din krop ikke længere din egen, men et redskab, som »fællesskabet« kan disciplinere og optimere bedst muligt til arbejdsmarkedet.

I stedet for at gøre det lettere for mennesker at stå med hånden fremme for at blive forsørget, skal lovgivningen gøre det lettere at komme tilbage i job. I stedet for at begrænse adgangen til støttede job i virksomheder, som er den bedste vej tilbage til normal beskæftigelse, skal vi gøre vejen til at genvinde arbejdsevnen lettere. Og så skal vi ikke være bange for at sige til folk, at ligesom vi forlanger, at du går til læge, hvis armen er brækket, så du kan arbejde, så forlanger vi, at du som psykiatrisk patient tager medicin efter lægelig anvisning, når det kan bringe dig i arbejde. Alternativt må du forsørge dig selv.

Heldigvis er det stadig sådan, at mange mennesker foretrækker at gå på arbejde, når de kan, også selv om kroppen ikke er hundrede procent perfekt. Heldigvis er der forståelse blandt vælgerne for de kommende årtiers udfordringer. Det bør regeringen benytte til reformer, der øger og ikke mindsker antallet af mennesker med ansvaret for egen forsørgelse og for deres eget - frie - liv.