Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Markedskræfterne kan hjælpe os ud af klimaets blindgyde

COP25 var en fiasko. Der skal fokuseres på regler og rammer for international handel med kulstof-kvoter. Det vil gøre den grønne omstilling billigere. EU kan med sit kvotesystem gå i spidsen.

COP har udviklet sig til en slags cirkus, hvor en broget flok på titusindvis af politikere, embedsmænd, eksperter og NGOer samles. Det udgør ikke en optimal ramme for seriøse og målrettede forhandlinger om et emne, der er politisk og teknisk vanskeligt. Her protesterer medlemmer af klimagruppen Extinction Rebellion under COP25 i Madrid. Fold sammen
Læs mere
Foto: JUAN MEDINA

Det netop afsluttede klimatopmøde COP25 var ikke nogen succes. Det er deprimerende, at verdenssamfundet efter 25 klimatopmøder end ikke har kunnet standse stigningen i udledningen af klimagasser. En vigtig årsag til, at det er så svært, er, at der er tale om et kollektivt handlingsproblem, der kan friste svage sjæle til at køre på frihjul i håbet om, at andre handler.

Problemet bliver ikke mindre af, at COP har udviklet sig til en slags cirkus, hvor en broget flok på titusindvis af politikere, embedsmænd, eksperter og NGOer samles. Det udgør ikke en optimal ramme for seriøse og målrettede forhandlinger om et emne, der er politisk og teknisk vanskeligt. Lidt mere diskrete rammer og lidt mere lukkede døre, indtil et resultat er nået, ville nok lette processen.

Tre emner var på dagsordenen: Landenes løfter om reduktion af udslip, erstatning af tab og skader fra klimaforandringer til de fattige lande og etablering af regler og rammer for international handel med kulstofkvoter. Der blev ikke opnået resultater for nogen af emnerne. Et lyspunkt var EU, der efter nogen intern strid, forpligtede sig til klimaneutralitet i 2050. EU er langt foran den øvrige verden med hensyn til reduktionsmålsætninger.

De rige lande tøver med at forpligte sig til at dække tab og skader fra global opvarmning i de fattige lande med henvisning til, at det allerede bliver dækket af almindelig U-landshjælp og katastrofebistand. Modviljen dækker måske også over en frygt for, at yderligere bistand til fattige lande med elendig regeringsførelse ikke anvendes effektivt eller havner i de forkerte lommer.

Det tredje emne, rammer og regler for handel med kvoter, er teknisk kompliceret og noget mindre sexet end storslåede grønne løfter og projekter. Men muligheden for at kunne handle kvoter på tværs af landegrænser har afgørende betydning for omkostningerne ved den grønne omstilling og har derfor afgørende betydning for, hvor meget grøn omstilling vi får. Jo billigere det er, desto mere får vi af det.

Pointen med et kvotehandelssystem er, at det åbner for, at reduktionerne foretages i lande og i sektorer, hvor det er billigst. Organisationen »Environmental Defence Fund« har beregnet, at et regelsæt for international kvotehandel kan reducere omkostningerne til at opnå reduktionsmålene med mellem 59 og 79 pct.

Kyoto-Protokollen fra 1992 åbnede for et sådant handelssystem benævnt »Clean Development Mechanism« (CDM). Det blev suppleret med Paris Aftalens artikel 6, der giver lovning på regler og rammer for international kvotehandel. Det var de regler, der skulle mejsles ud i detaljer og præcision. Det mislykkedes, og problemet er udskudt til COP26.

Opgaven med regler for et kvotehandelssystem er vanskelig. Reglerne skal sikre mod, at samme reduktion tælles med flere gange og mod andre former for snyd. Men det er formentlig her, at nøglen til fremskridt ligger. Hvis man har et troværdigt handelssystem, bliver det lettere at forpligte landene på reduktionsmålsætninger, fordi vejen til at nå målene bliver billigere og mere fleksibel.

EU kan også her gå i spidsen ved at forbedre og udvide det eksisterende EU-kvotesystem. Det kan med fordel udvides ved at inddrage flere sektorer i kvotesystemet. Det kan suppleres med en kul-told på varer importeret fra lande, der ikke bærer deres andel af reduktionsbyrden, så det ikke er gratis at køre på frihjul.

OLE P. KRISTENSEN