Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Man gramser ikke på kvinder

»Vi har ikke før i fredstid set så omfattende og så strukturerede overgreb på kvinder. Det, vi er vidne til, er et sammenstød mellem kulturer.«

Budskabet er enkelt og burde være til at forstå. Også når det oversættes til arabisk og andre fremmede sprog: Man gramser ikke på kvinder! Kommer man som asylansøger eller migrant fra et kvindeundertrykkende samfund til Danmark eller det øvrige Europa, så er det sådan, det er. Bryder man sig ikke om budskabet, eller er man ude af stand til at forstå det, ja, så er man velkommen til at rejse hjem igen.

Nej, det er ikke kvindernes egen skyld. En kort nederdel eller en nedringet bluse er ikke en invitation til sexchikane. Det hører til de værdier, som vi taler så meget om, at man har lov at klæde sig, som man har lyst – i alt fald i sin fritid. Det er en basal frihedsrettighed, at kvinder kan gå frit på gaden uden at blive antastet eller overfaldet – også om natten. Men begivenhederne nytårsaften i den tyske storby Köln tyder på, at disse frihedsrettigheder, som vi anser for indlysende, skal forsvares i stadigt stærkere grad.

Endnu mangler vi at få fuldt belyst, hvad der egentlig fandt sted den nytårsaften i Köln af sexrelaterede overgreb og andre former for overfald. Efterhånden som mere kommer frem, tyder det på, at begivenhederne var værre end de første forlydender. Mange kvinder blev forulempet i organiserede overgreb i en grad, så de ikke blot har følt sig utrygge, men angst og traumatiseret. Imens kan nyhedstjenesterne melde om flere lignende overgreb i andre europæiske byer. Meldingerne er nogenlunde enslydende: Unge mænd af udenlandsk herkomst, der har forgrebet sig på kvinder.

Hvad det er, vi står over for her, er det store spørgsmål. Er det forvirrede unge mænd, som må give efter for hormonerne ved mødet med samfund, hvor kvinder ikke er tildækket? Eller et organiseret angreb på, hvad vi betragter som grundlæggende i de europæiske lande: At kvinder – og mænd – har ret til egen krop. At kvinder og mænd er ligeværdige. At vi kan dyrke sex, hvis vi har lyst, og lade være, hvis vi ikke har lyst.

Voldtægt og overgreb mod kvinder er langtfra ukendt i vores »hvide« samfund. Unge kvinder bliver udsat for gramserier i nattelivet, og på sommerens musikfestivaler klager kvinder over sexchikane. Men begivenhederne i Köln og andre europæiske byer i denne omgang er anderledes. Vi har ikke før i fredstid set så omfattende og så strukturerede overgreb på kvinder. Det, vi er vidne til, er et sammenstød mellem kulturer.

Hidtil har vores åbne samfunds holdning til fremmede kulturer, som søgte hertil, været: Hvis folk overholder loven, må de i øvrigt leve, som de vil. Vi er nødt til at spørge os selv, om det er nok? Med den tilstrømning af asylansøgere, vi oplever, ikke mindst af unge mænd fra diktatoriske og kvindeundertrykkende samfund, må vi simpelthen indføre en skarpere introduktion til de europæiske samfunds demokrati, omgangsformer, regler og rettigheder. Udlændinge skal være velkommen i et omfang, vi kan håndtere. De skal være velkommen til at videreføre deres traditioner og sprog inden for familierammerne. Men ét er vi nødt til banke ud i beton: Vil de leve her, så er det på vores betingelser.