I mere end et år, inden det rent faktisk skete, opererede SF med en såkaldt exitplan: et scenario for, hvornår der kom en sag, som var egnet til at begrunde partiets udtræden af regeringen. Det fremgår af en ny såkaldt »single« udgivet af forlaget Zetland, byggende på grundige interviews med den faldne SF-formand Annette Vilhelmsen og andre kilder. Oplysningen er måske i sig selv ikke overraskende. Man havde næsten fra starten i oktober 2011 en fornemmelse af, at SFs drøm om at tage ansvar som regeringspartner i virkeligheden var et levende mareridt. Ganske vist benægtede Annette Vilhelmsen hårdnakket helt frem til den skæbnesvangre aften i DGI Byen, at partiet var på vej ud af regeringen. Men sådan er politik. Reelt var SF en skyggetante i trepartiregeringen i lang tid før det offentlige kollaps.

Hvad de nye oplysninger imidlertid også sætter fornyet fokus på, er selve den uholdbare konstruktion, regeringen var fra første færd. Driften mod at få magt hos den socialdemokratiske top og i den daværende SF-ledelse må have været nærmest ubændig. Man satte sig på ministerposterne imod enhver logik. Den økonomiske politik, som den afgørende S-SF-akse var gået til valg på, var blevet bortdømt af vælgerne. I stedet strikkede man et regeringsgrundlag sammen i Det Sorte Tårn, som reelt videreførte den tidligere regerings politik. Det har nogen – og den borgerlige opposition rutinemæssigt – kaldt for løftebrud, et ord der har forfulgt regeringen fra dag 1. Man kunne også formulere det anderledes: Den, som blindt forfølger magten for magtens egen skyld, er naturligvis villig til at se stort på, med hvilke midler denne magt skal erhverves. Er det nødvendigt at skrotte sin egen politik og føre en anden, så gør man det.

Problemet for Thorning-regeringerne er, hvor gennemskueligt det har været for vælgerne. Først nu begynder detaljerne at pible frem om, hvor umuligt samarbejdet var i SSFR-regeringen. Holger K. Nielsen skulle have betegnet den som reelt dysfunktionel. Der har først nu, efter SFs exit, været beskrivelser fremme om, hvor ubehagelig stemningen var på regeringsmøderne. Hvor dyb den indre splittelse var. Men i virkeligheden var dysfunktionaliteten umiddelbart synlig udefra. Vælgerne kvitterede for den ved i hobetal at forlade S og SF, de to partier der for at få magten indgik en pagt med den form for politisk djævelskab, det er, at skulle forpligte sig til at føre et andet partis politik. Det var et spørgsmål om uger, højst få måneder, før uholdbarheden var åbenlys. Der kom aldrig nogen god løsning i morgen. Man fik skabt et grundlag for sin regeringsførelse, som kun ét af de involverede partier reelt kunne forsvare over for sit eget bagland. Det gav nøglerne til ministerierne. Men det er samtidig opskriften på at tabe magten igen. Vælgerne lader sig ikke snyde.

Nærmest paradoksalt er det da, at regeringstiden ikke har været uden resultater. Hvilket omvendt vel blot er en bekræftelse på, at den borgerligt/radikale økonomiske politik var den rette til at føre Danmark nogenlunde frelst gennem krisen. Nu er der kun omkring et års tid til, at der skal være folketingsvalg. Rygterne svirrer om, at statsministeren søger internationale poster. Det kan ikke gå for hurtigt med at få løst op for den ulykkelige, politiske situation, som regeringens blinde magtstræben afstedkom, så andre kan komme til og føre en politik, de rent faktisk står inde for.