Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Macron skal også være de utilfredse franskmænds præsident

Foto: PATRICK KOVARIK. De første prognoser viser, at Emmanuel Macron vinder det franske præsidentvalg. / AFP PHOTO / Patrick KOVARIK
Læs mere
Fold sammen

Emmanuel Macron bliver ny fransk præsident, og i de europæiske hovedstæder er der stor lettelse. For det er en god nyhed for dem, der stadig tror på, at europæere må stå sammen i en tid, hvor autokrater som Erdogan og Putin forsøger at splitte os ad.

Valget af Marine le Pen ville som minimum have betydet, at EU ikke længere kunne tale med en stemme over for Rusland.

Sanktionspolitikken ville være faldet, og konklusionen ligefor: Europæerne forliger sig med, at det internationale system bygger på den stærkes ret. Under Marine le Pen ville EU’s fælles udenrigspolitik gå totalt i opløsning, og hvert land for sig ville bilateralt forhandle sig tilrette med Kina, Rusland, Tyrkiet og de øvrige magtcentre i en multipolær verden. For et mindre land som Danmark er det en katastrofe. Derfor er der bestemt grund til at glæde sig over, at Macron vandt.

Men hvis glæden og lettelsen ikke skal blive kortvarig, så er der også grund til at gøre sig klart, hvor stærkt forandringens vinde blæser i Frankrig og i resten af Europa.

I valgkampens løb er det ofte blevet fremstillet som om Macron repræsenterer midten, mens Marine le Pen er fløjpolitikeren. Hun er ekstremen, han er normalen. Men i det polariserede politiske landskab i Vesten er det ikke længere tilfældet. Midten er forsvundet, og erstattet af to yderfløje, der groft sagt kæmper for og imod globaliseringen. Tre ud af de fire kandidater, som fik flest stemmer i første valgrunde, har i høj grad ført kampagne mod globaliseringens konsekvenser – hvad enten det var mod arbejdskraftens, migranternes eller kapitalens fri bevægelighed. Og det er vel at mærke ikke kun de ældre generationer i Frankrig, der ønsker at skærme sig mod den: Både Melenchon og le Pen fik flere stemmer blandt de 18-24-årige i første valgrunde end Macron. Og selv om Macron har vundet, så vil det sandsynligvis vise sig, at et flertal af de stemmeberettigede ikke har stemt på ham.

Macrons største opgave bliver derfor at regere på vegne af de alle de utilfredse franskmænd på en måde, så de føler sig inddraget og hørt.

Som den politiske filosof Chantal Mouffe har gjort gældende er protestbevægelser både på venstre- og højrefløjen i høj grad et resultat af, at store grupper af vælgere i Vesten føler, at deres krav og bekymringer bliver betragtet som illegitime af det politiske system. Det blev umoralsk at sige, at man synes, at staten bruger for mange penge på asylansøgere og flygtninge, eller at det ikke er i orden, at ens job bliver givet til en polak.

Med god ret føler disse vælgere sig afskrevet som formørkede populister, der kun tænker på sig selv og deres egne og er ligeglad med Frankrigs skæbne. Men det skal anerkendes, at de kan være nøjagtig lige så bekymrede for nationens skæbne som Macrons vælgere, de har blot en anden opfattelse af, hvordan Frankrig skal reddes. Populismens fremkomst er derfor ikke bare et krisetegn for demokratiet, men tværtimod utilfredse borgeres forsøg på at få deres bekymringer artikuleret politisk. Og hvis ikke det sker, så vil protesterne kun vokse i styrke de kommende år.

Macron blev i høj grad valgt på ikke at være Marine le Pen. Det er ikke sundt for noget demokratisk system. Nu skal vise, at han fortjener sin sejr, fordi han er Macron.