Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Macron og mareridtet i Middelhavet

»Meget lidt tyder på, at Macron har mere lyst til migranter end forgængeren Hollande.« Fold sammen
Læs mere
Foto: MICHEL EULER

Da Emmanuel Macron blev valgt til fransk præsident i maj, var der mange, der udråbte det til en sejr over den onde højrepopulisme. Macron var manden, som stod for alt det modsatte af Marine le Pen: Humanisme, åbne grænser og solidaritet i EU. Men nu har Macron skuffet sine fans. Ikke mindst italienerne. De havde håbet på at få hans hjælp med den strøm af migranter, der kommer fra Nordafrika i disse måneder. 94.373 i år, og inden året er omme, formodentlig flere end sidste års rekord på 181.436.

Ifølge Financial Times har den italienske premierminister Paolo Gentiloni ikke glemt, hvordan Macron som nytiltrådt præsident sidst i maj under Gentilonis besøg i Elysée Palæet efterlyste mere europæisk solidaritet med Italien. »Vi har ikke lyttet nok til Italiens råb om hjælp til migrantkrisen,« sagde Macron dengang. Italienerne havde på den baggrund forestillet sig, at Frankrig selv ville give en håndsrækning. Måske ville franskmændene åbne grænseovergangene, så de hundredvis af migranter, der har slået sig ned ved Ventimiglia på den italienske side, fik lov at komme ind i Frankrig. Ja, måske ville Frankrig endda åbne sine havne for skibe med migranter, så de ikke alle sammen blev bragt til Italien. I hvert fald ville Frankrig da helt sikkert omsider tage sin andel af den aftalte EU-flygtningekvote fra 2015 på 160.000.

Læs også: Tvungen omfordeling af asylansøgere er ren politisk gift

Men non. Meget lidt tyder på, at Macron har mere lyst til migranter end forgængeren Hollande, og det fik forleden Italiens viceudenrigsminister, Mario Giro, til at bede ham om at leve op til sine egne ord om solidaritet. Man kan godt forstå viceudenrigsministeren. Italienerne er ved at have fået nok. En meningsmåling i avisen Il Messaggero viste , at et flertal på 67 procent enten vil have lukket de italienske havne for migrantskibe eller alternativt deporteret alle migranter, der er kommet med skib til Italien. 61 procent ønsker en decideret flådeblokade af Libyen.

Tilbage står, at det alle dage var naivt at håbe på, at Macron ville løse EUs problemer med tilstrømningen af migranter ved at åbne Frankrigs grænser. Det ville være politisk selvmord. Og da særlig i en situation, hvor migranterne ikke engang primært kommer fra det krigshærgede Mellemøsten, men helt fra Subsahara og Bangladesh.

I modsætning til EU-Kommissionen ser de fleste europæere klart, at det ikke vil løse noget som helst at lade migranterne fordele sig i EU. Det vil tværtimod øge tilstrømningen. At der ikke kommer endnu flere til Italien, skyldes formodentlig kun alle de forhindringer, der er for at komme videre nordpå. Undersøgelser viser, at de fleste asylanter hellere vil til et andet EU-land end Italien, der har mindre og mindre at tilbyde. Den ubehagelige sandhed er, at EU-landene kun kan begrænse tilstrømningen fra syd, hvis man laver konventionerne om, så det ikke længere er muligt at søge asyl i EU, men kun fra EU-ambassader uden for EU.

Så længe EU fortsætter med at lade migranterne gå i land, og så længe migranterne kan se, at de fleste af dem i praksis får lov til at blive, når først de har kæmpet sig frem, vil migranter i stadigt større tal foretage den hasarderede rejse over Middelhavet og drukne i tusindvis undervejs.

Alt imens EU-Kommissionen efterlyser solidaritet, og mistilliden til EU vokser.