Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Macron kan (heller) ikke gå på vandet

Franskmændene foretrak Emmanuel Macrons EU-venlige kurs. Foto: Christian Hartmann Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTIAN HARTMANN

Det kan umiddelbart være svært at se, hvordan tingene kunne gå bedre for Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Det er ikke mange måneder siden, at han var stort set ukendt uden for hjemlandet. Ikke alene vandt han siden en overbevisende sejr ved præsidentvalget, men alt tyder nu på, at han efter søndagens anden valgrunde til nationalforsamlingen vil have et yderst komfortabelt flertal i parlamentet. Ikke dårligt, når man tænker på, at hans parti, La République en Marche (LREM), kun har eksisteret i lige godt et års tid.

Macron har sejret stort ved at love franskmændene et alternativ til de etablerede partier, nemlig socialisterne, der nærmest er blevet udslettet ved valget, og de konservative, Les Républicains, der – om end de har klaret sig noget bedre end de røde – må have en flov smag i munden over valgresultatet.

Vælgerne har foretrukket Macrons EU-venlige kurs frem for Marine Le Pen og Front Nationals nationalkonservative linje med udbredt skepsis til både det europæiske projekt og indvandring.

Men præsidenten kommer bestemt til at få brug for hver eneste vælgerstøtte, hvis han skal samle Frankrig og ikke mindst gennemføre sine betydelige reformer.

Hvad gælder hans planer for ændringer på det notorisk ufleksible franske arbejdsmarked, har Macron i høj grad ladet sig inspirere af den danske model. Det kan der være al mulig grund til at ønske ham succes med at implementere, men faktum er, at hans landsmænd er herostratisk berømte for at være stærke modstandere af snart sagt enhver form for arbejdsmarkedsreformer. Og så skal Macron huske på, hvordan det gik en anden populær præsident: Barack Obama.

Euforien over den nyvalgte amerikanske præsident Obama var enorm – ikke blot i Vesten, men i store dele af verden, der var mindre begejstret over den kurs, som hans forgænger, George W. Bush, havde stået for.

Mange forventede nærmest, at Obama ville afvikle finanskrisen med den ene hånd, mens han skabte fred i Mellemøsten med den anden. Alt sammen mens han gjorde verden til et sikkert sted at være uden militær intervention eller lyssky efterretningsmetoder. At Obama kunne gå på vandet.

Sådan gik det som bekendt ikke. Fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne er der ingen af parterne, som for alvor tror på i dag. Rusland benyttede Obamas vægelsind til at ændre udfaldet af den syriske borgerkrig. Kina har fået flere militære ambitioner, end da Obama tiltrådte. Og hans medansvar i skandalen om amerikanske efterretningstjenesters aflytning af allierede – det være sig almindelige borgere såvel som den tyske kansler – blev afsløret på pinligste vis.

Det er glædeligt, at Frankrig har valgt at tilslutte sig Macrons visioner for fremtiden. Det er også glædeligt, at han med overvejende sandsynlighed nu kan se frem til et uhyre stærkt folkeligt mandat til at gennemføre dem. Men Macron gør klogt i at huske, at han ikke kan gå på vandet – heller ikke selv om der er mange, som tror, at han kan. Som præsident er hans job at samle alle franskmænd. Og – har man lov at håbe – at hjælpe med at samle europæerne.