Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Måske virker det

»Spørgsmålet er, om det er nok til at få en arbejdsgiver til at ansætte en person, som ikke taler dansk, og som kommer med en anden kulturel baggrund og andre kvalifikationer.«

Man må håbe, at regeringens trepartsaftale om flygtninge kommer til at virke, og at langt flere flygtninge og familiesammenførte end hidtil kommer i arbejde. For som statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde, da trepartsforhandlingerne blev indledt, så er det alvor nu, og der står meget på spil – selve sammenhængskraften i det danske samfund og fremtidens finansiering af velfærden.

Men desværre er der kun håbet at klynge sig til, for regeringen har ikke villet give noget konkret bud på, hvor mange indvandrere aftalen vil kunne få i arbejde – kun at sigtelinjen er halvdelen af alle. I dag er det kun 28 procent, der efter tre års integrationsindsats har fundet vej til arbejdsmarkedet. Lykkes det, vil det give et provenu for statskassen på 2,5 milliarder kroner i 2020. Arbejdsgiverne har ikke villet forpligte sig på et mål for antallet af nye jobs på særlige vilkår, og på lønmodtagersiden er man hunderæd for, at ordningen vil blive brugt for meget, og at den splittelse i LO, der allerede har vist sig, vil bryde ud i lys lue.

Det gode ved aftalen er, at arbejdsgiverne nu kan ansætte flygtninge og indvandrere til en lavere løn – mellem 50 og 120 kroner i timen. Det har været efterlyst fra mange sider, selv af generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm. Og en skatteyderbetalt bonus på 40.000 kroner for at ansætte en flygtning burde kunne motivere både offentlige og private arbejdsgivere. Det er også positivt, at man nu går i gang med tidligt at screene kompetencerne hos flygtninge og familiesammenførte, allerede mens de søger asyl, og at de som udgangspunkt bliver opfattet som parat til at tage et job og ikke som sociale klienter.

Det negative ved aftalen, og det, der får eksperter til at tvivle på effekten, er, at det fortsat er forbundet med en del bureaukrati at benytte ordningen. Den ny integrationsgrunduddannelse IGU er ikke indslusningsløn og vil ikke have samme effekt. Der er tale om et uddannelsesforløb på to år, hvilket LO-formand Lizette Risgaard understreger igen og igen. I løbet af de to år skal flygtningen uddanne sig i 20 uger, hvor han eller hun ikke er på jobbet. Helt eksplicit står der i aftalen, at det er »helt centralt«, at den ny ordning ikke »forringer andre gruppers muligheder for varig tilknytning til det danske arbejdsmarked«. Til minussiden hører desuden, at invandrerne efter de to år har ret til dagpenge, som ligger højere end den hidtidige løn. Det sender et forkert signal.

Spørgsmålet er, om det er nok til at få en arbejdsgiver til at ansætte en person, som ikke taler dansk, og som kommer med en anden kulturel baggrund og andre kvalifikationer. Vil den lille café, det lille gartneri eller rengøringsfirmaet indskibe sig i sådanne uddannelsesforløb, eller vil de fortsat foretrække dansk eller østeuropæisk arbejdskraft, selv om lønnen er højere? Det vil tiden vise, og håbet har man lov at have. Men hvis indvandreres integration på det danske arbejdsmarked efter ordningens udløb om tre år er lige så miserabel som i dag, er det svært at se, at der er nogen vej uden om en egentlig indslusningsløn.