Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Måske er tiden inde til at tænke nyt om Nordkorea

»Men det grundlæggende spørgsmål er: Hvor farligt er et atombevæbnet Nordkorea?« Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, og USAs præsident, donald Trump  Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB, ED JONES

Nordkorea står efter al sandsynlighed på tærsklen til at blive en egentlig atommagt. Man kan diskutere, hvornår det sker. Men Nordkorea har allerede bevist, at regimet besidder atomkapaciteten og har udviklet missiler, der i teorien kan fremføre en dødbringende nuklear ladning.

Man kan også bruge meget tid på at drøfte sandsynligheden for, at både missilerne og atomkapaciteten allerede nu spiller sammen, så Nordkorea reelt kan lægge Los Angeles øde. Det finder vi forhåbentlig aldrig ud af. For hvis vi kommer til at vide det med sikkerhed, er det, fordi Nordkorea har anvendt landets atomkapacitet som et masseødelæggelsesvåben. Og så er situationen en helt anden.

Sydkorea legede tirsdag for første gang med ideen om at acceptere situationen, som den ser ud – at Nordkorea bliver en atommagt, hvilket ikke kan standses, med mindre man tager chancen med en konventionel militæraktion mod regimet i Pyong-yang. Det kan koste mange tusinde mennesker livet på begge sider af grænsen. Og faren for en eskalering til en egentlig atomkrig er reel.

Spørgsmålet er så, om man skal acceptere tingenes tilstand og få det bedst mulige ud af det? F.eks. ved at indlede forhandlinger med Nordkorea og give landet garantier for, at Sydkorea og USA ikke omstyrter regimet. Med andre ord at normalisere forholdet til Nordkorea og dets besynderlige leder, Kim Jong-un. Det kan give den fordel, at Nordkorea kan begynde at fungere normalt i internationale samarbejdsorganisationer og ikke længere være afhængig af en lyssky økonomi, der kaster nordkoreanerne i favnen på betænkelige regimer og kriminelle internationale bander. Det er dem, Nordkorea lever af for at overleve de sanktioner, der er rettet mod landet.

Det kan måske oven i købet indebære den fordel, at Nordkoreas ledelse skal tage stilling til en række nye udfordringer i forhold til resten af verden. Regimet vil blive stillet over for en række krav i mødet med den virkelige verden. Det kan ændre Nordkorea og vil måske i det lange løb betyde, at regimet tvinges til at åbne sig for omverdenen.

Men det grundlæggende spørgsmål er: Hvor farligt er et atombevæbnet Nordkorea? Er det farligere end f.eks. Iran? I den ideelle verden kunne man håbe på, at kun stater med gode intentioner havde mulighed for at besidde atomvåben, hvordan man så ville definere »gode intentioner«. Har Rusland »gode intentioner«? Har Indien og Pakistan? Har for den sags skyld USA, selv om vi i Vesten entydigt ville svare ja til det sidste spørgsmål.

Nordkorea hævder, at landet ingen planer har om at erobre Sydkorea. Det kan man så vælge at tro på. Men det er næppe sandsynligt, at Nordkorea vil begynde en erobringskrig, som kun kan ende galt for regimet. Med det i baghovedet og det faktum, at man får meget svært ved at standse Nordkoreas atom-ambitioner, begrædelige som de er, så er tiden måske inde til at tænke nyt.