Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Må borgerligheden få mere kraft i 2019

Hvis valget står mellem en lammet borgerlig regering ude af stand til at føre borgerlig politik og tre stærke og frie borgerlige partier i opposition, er det sidste måske at foretrække.

PLUS Løkke: Håndtryk for at blive dansker
Den borgerlige regering har et ganske fornuftigt regeringsgrundlag – altså den nedskrevne plan for periodens politiske initiativer. Problemet er blot, at regeringen ikke har været i stand til at gennemføre de væsentligste ting i planen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Uden magt, ingen politiske resultater. Det er lige så sandt, som det er banalt, men nogle gange kommer politikernes jagt på det første til at fylde så meget, at de glemmer, at det kun er et middel til at opnå det sidste.

Den borgerlige regering har et ganske fornuftigt regeringsgrundlag -altså, den nedskrevne plan for periodens politiske initiativer. Problemet er blot, at regeringen ikke har været i stand til at gennemføre de væsentligste ting i planen. Ifølge regeringen selv er man halvvejs i mål med at indfri ambitionerne. Men for det første er halvvejs vel ikke særlig imponerende, når regeringsperioden er ved at løbe ud, og for det andet giver optællingen ikke megen mening uden at se på substansen.

Ja, regeringen har sænket en række skatter og afgifter, bilerne er blevet billigere og udlændingestramningerne er fortsat. Mest prisværdigt er det, at flere danskere end nogensinde før er i arbejde – selvom det primært skyldes en global økonomisk fremgang og tidligere regeringers forstandige reformer.

Men på trods af de gode tider er det ikke lykkedes regeringen at nedbringe de offentlige udgifter så meget som planlagt, topskatten er der ikke rørt ved, pensionsalderen er ikke blevet hævet yderligere, vi har ikke fået den tiltrængte SU-reform, og blandt andet som en konsekvens af disse aflysninger er man kun en tiendedel i mål i forhold til det vigtige mål om at føre en politik, der øger arbejdsudbuddet med 55.000-60.000 personer. Når 40.000 færre danskere kommer til at betale topskat i år, skyldes det skattereformen fra 2012.

Den tragikomiske sandhed er simpelthen, at man som borgerlig vælger fik mere borgerlig økonomisk politik med Thorning-regeringen end med Løkke-regeringen.

Regeringsperioden har i det hele taget været en trist omgang stilstand fyldt med udskudte planer og aflyste reformer, alene fordi Kristian Thulesen Dahls magt har været større end nogensinde før. Især efter det groteske drama om topskat og finanslov for et år siden, har regeringspartierne bidt tænderne sammen og føjet Dansk Folkeparti i ét og alt. Strategien har været klar: Pak borgerligheden væk - dels for at få samarbejdet med det store støtteparti til at fremstå så stabilt som muligt i modsætning til det udtalte kaos i rød blok, og dels for ikke at afskrække midtervælgerne.

Det er muligvis en klog strategi, hvis man ser på vælgermaksimering alene – altså at fastholde magten. Men lægger man derimod vægt på et langsigtet mål om at opnå tunge politiske resultater, er det ikke nødvendigvis det rigtige at gøre.

Venstre holder dog fast og har besluttet at føre valgkamp som det store velfærdsparti. Men både Liberal Alliance og Konservative er derimod ved at vriste sig fri af defensiven. Begge partier hvæsser nu de borgerlige knive for at gøre sig klar til valgkamp – og hvor er det velgørende! Endelig hører vi igen borgerlige ord komme ud af borgerlige politikeres munde.

Der er muligvis ikke flertal for ægte borgerlig politik her i vores lille velfærdsbedøvede land. Men det kommer der heller aldrig, hvis de blå politikere dukker sig, og ingen taler om borgerlighedens rationelle og moralske fordele.

Hvis valget står mellem endnu en periode med en lammet borgerlig regering ude af stand til at gennemføre sin politik og tre stærke og frie borgerlige partier i opposition, er det sidste måske at foretrække.

AMALIE LYHNE