Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Luk vismændene – eller flyt dem

Vismandsinstitutionen i krise. Årsagen er den forkerte, usaglige og destruktive udflytning af vismændenes sekretariat, som blev besluttet i 2018 og gennemført i år. Tiden er kommet til at ruske i politikerne for at omgøre beslutningen - og ikke mindst partiet Venstre.

»Overvismand Michael Svarer annoncerede i sidste uge, at forårsrapporten fra vismændene er droppet, fordi institutionen mangler ressourcer til at levere rapporter af tilstrækkelig høj faglig kvalitet.« Foto af Michael Svarer. Fold sammen
Læs mere

Hvad vil Simon Emil Ammitzbøll-Billes embedsperiode som økonomi- og indenrigsminister i Danmark egentlig blive husket for?

Én ting – og det er udflytningen af De Økonomiske Råds 30 mand store sekretariat fra Toldbodgade i København til Emil Møllersgade 41 i Horsens. Nu risikerer Ammitzbøll-Bille også at blive husket som manden, der knækkede vismandsinstitutionen, selvom han i dag siger, at han vil græde tørre tårer, hvis regeringsbeslutningen omgøres.

Egentlig er det uretfærdigt, for ikke mindst Venstres fingeraftryk er over alt på beslutningen om at flytte vismændene ud. Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen med valgkreds i Østjylland, bør afæskes sin mening om udflytningen.

Alligevel er det en sær skæbne for den tidligere radikale politiker, fordi Ammitzbøll-Bille trods sine partiskift vil være bekendt med, at De Økonomiske Råd blev oprettet i 1962 på initiativ af den radikale finansminister og den velanskrevne økonom Kjeld Philip (1912-1989). Nu er institutionen i krise.

Vismændene har efter den forkerte, usaglige og destruktive udflytning svært ved at rekruttere, for regnedrengene og kuglestøberne, der skal udføre arbejdet for de fire vismænd, er placeret milevidt fra de økonomfaglige miljøer i Århus, Odense og København.

Derfor annoncerede overvismand Michael Svarer i sidste uge, at forårsrapporten fra vismændene er droppet, fordi sekretariatet mangler ressourcer til at levere rapporter af tilstrækkelig høj faglig kvalitet. Overvismanden er et mandfolk, når han påtager sig at være ansigtet på beslutningen om at droppe forårsrapporten, så en droppet rapport ikke var den første besked, som den nye overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard, skulle aflverere.

Problemet er, at man ikke løser grundlæggende problemer ved at halvere vismændenes bidrag til den økonomiske debat.

Nu er krisen forværret. Den respekterede overvismand Michael Svarer har efter fire år på posten besluttet at vende tilbage til forskningen som professor på Aarhus Universitet. Vismand Torben Tranæs, som er forskningsdirektør i velfærdstænketanken Vive og tidl. direktør for Rockwoolfondens Forskningsenhed, er af regeringen blevet udpeget til formand for Ydelseskommissionen.

Intet tyder på, at Svarer eller Tranæs går i protest mod udflytningen. Alligevel er det en voldsom åreladning af vismandsinstitutionen på et tidspunkt, hvor der er brug for at genopbygge institutionen.

Udfordringerne for vismændene kan ikke reduceres til, om man kan finde nogle økonomer, som kan lokkes til at bo i eller pendle til jobbet i Horsens. Vismandsinstitutionen handler om autoritet og respekt, fordi opgaven består i at præsentere samfundet for ofte barske økonomiske sandheder og i at have modet til at sige regeringer med et stort embedsapparat i ryggen midt imod.

Hvordan drømmer politikerne om, at de i fremtiden ville kunne tiltrække overvismænd i samme klasse som Michael Svarer, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Peter Birch Sørensen, Torben M. Andersen, hvis ikke de kan være sikre på, at de har et hold af økonomer, der kan matche regeringsøkonomerne, Nationalbanken, tænketankene, Klimarådet og bankerne? Oprustningen af Klimarådet, som er en del af aftalen om klimaloven, skærper konkurrencen.

Politikerne og finansminister Nicolai Wammen (S) står ved en skillevej. Luk vismændene eller flyt dem tilbage til København – til nød Århus eller Odense.

THOMAS BERNT HENRIKSEN