Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Løkkes største problem er DF

Danmark har i øjeblikket en spæd økonomisk fremgang. Beskæftigelsen er i bedring, og trods problemer i dele af erhvervslivet, blandt andet i landbruget, har der bredt sig en fornemmelse af, at den langvarige økonomiske krise i Europa er ved at klinge af. De ultralave renter, som blandt andet kommer bolig­ejerne til gode, hører med til billedet.

Men når man studerer Dansk Arbejdsgiverforenings analyser af antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder, der forsørges af deres naboer, står det klart, at store udfordringer venter det folketing, som skal vælges senest i september. Frem mod 2030 vil væksten i Danmark indtage pladsen som nummer seks blandt OECD-landene – regnet fra bunden. Vores nabolande, både mod nord og syd, vil udvikle sig væsentligt bedre, når det gælder samfundsøkonomien. Danmarks store problem er nu som i de seneste 20 år, at det for alt for mange ikke kan betale sig at arbejde. Dansk Arbejdsgiverforening påpeger, at afstanden mellem mindstelønnen og det, man modtager, når man forsørges af det offentlige, er marginal. Resultatet er, at 800.000 personer i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet.

I Sverige, hvor man målrettet har øget forskellen mellem løn og offentlig forsørgelse gennem en årrække, er den forsørgede del af befolkningen væsentligt mindre. Medmindre man vil hævde, at danskerne er svageligere end svenskerne, viser arbejdsstyrkens størrelse i vores naboland, at det er muligt at flytte mennesker ud af forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet, til gavn for både samfundet og den enkelte. Hvis Danmark kunne nøjes med samme forbrug til offentlig forsørgelse som Sverige, ville man kunne spare 60 milliarder kroner, svarende til driften af hele folkeskolen.

Et af midlerne i Dansk Arbejdsgiverforenings pakke af forslag om beskæring og forenklinger af den offentlige forsørgelse er en voldsom beskæring af kontanthjælpen via et kontanthjælpsloft på 60 procent af mindstelønnen for enlige, og 85 procent for forsørgere.

Fra midten af 2020erne vil ubalancen på arbejdsmarkedet føre til nye underskud på de offentlige finanser, Og det er velsagtens årsagen til, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, fra sin ødegård i Sverige har udtrykt store bekymringer for, at den nuværende lille fremgang ender med en maveplasker. Selv hvis næste valg skulle føre til et klart borgerligt flertal, vil Dansk Folkeparti modsætte sig både et udgiftsstop og beskæring af den offentlige forsørgelse. Dansk Folkepartis modvilje mod reformer er givetvis årsagen til, at Venstre ikke vil konkretisere sine planer for blandt andet kontanthjælpen. Det ville blot føre til splittelse i den blå blok, hvor det er det modsatte, der er brug for. Men uanset Dansk Folkepartis modvilje må og skal den næste regering sætte gang i reformer, der nedbringer antallet af arbejdsduelige mennesker, der lever af andre menneskers penge. Vil Dansk Folkeparti have en regering, der vil føre en fast udlændingepolitik, må det acceptere reformer, som sender flere i arbejde. Det er i længden også til gavn for partiets egne vælgere.