Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Litteratur i det lukkede rum

Nordisk Råds Litteraturpris må ikke blive et lukket forum for private dagsordener. Derfor er den danske komité galt på den.

Kunst, der støttes med skatteydernes penge, må gerne være elitær. Det gælder også litteraturen. Der er derfor ikke noget principielt galt i, at den komité, der i år stod for at udvælge danske kandidater til den prestigefyldte og offentligt finansierede Nordisk Råds Litteraturpris på 350.000 kroner, har valgt to romaner – Harald Voetmanns »Vågen« og Josefine Klougarts »Stigninger og fald« – der ikke har åbenlyst bestsellerpotentiale.

Til gengæld er det kritisabelt, at samme komité ikke har levet op til de krav, man med rimelighed kan stille: at valgene af kandidater forekommer rigtige og fornuftige, at processen, der ledte op til valgene, var i orden, og – ikke mindst – at de, der til enhver tid træffer valgene, er villige til efterfølgende at diskutere disse valg. Her kniber det, som det fremgår af Berlingske Tidendes artikler om sagen.

Hvad de konkrete danske nomineringer angår, må det slås fast, at når der siden sidste prisuddeling er udkommet bøger af fremragende folk som Preben Major Sørensen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen, hvis afsluttede, afrundede Hildegard-værk er en nordeuropæisk kraftpræstation, så afspejler nomineringen af den »smalle« forfatter Voetmann og det unge forfatterhåb Klougart ikke litteraturens aktuelle kvaliteter og spændvidde i kongeriget. Det er ikke godt nok. Retten til at vælge kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris bør ikke være lig med retten til at sætte egne litteraturpolitiske dagsordener.

Hvad processen angår, er suppleanten til den to personer store danske bedømmelseskomité, forfatteren og dramatikeren Sven Holm, stik imod normal praksis blevet holdt uden for indflydelse. Det bidrager til billedet af en komité, der burde arbejde for dansk litteratur, men foretrækker at hyppe egne litterære kartofler. Hvad endelig den åbne diskussion angår, har ingen af de to faste medlemmer udvist større lyst til at tage dét litterære slagsmål i fuld offentlighed, som de – som medforvaltere af en skatteyderbetalt pris – burde føle sig forpligtede til. Det er en skam. Litterære priser skal give anledning til gode litterære samtaler i det offentlige rum. Udebliver samtalen, udebliver meget af meningen.

Den aktuelle ballade om Nordisk Råds Litteraturpris afspejler de udfordringer, som offentlig kunst – og kulturstøtte – står overfor. Skal vi som borgere acceptere at betale til gildet, hvad enten det er som støtte til kulturinstitutioner og kunstnere eller som priser til de særligt fremragende, duer det ikke, at de, der påvirker pengestrømmene, synes at befinde sig i et lukket kredsløb, uden forbindelse til virkeligheden. Kunststøtten må (også) gerne være elitær, men bliver den arrogant, vil vejen være banet for en rindalistisk modbevægelse. Det kan hverken kunsten eller borgerne være tjent med.