Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Lille finanslov er en utilsigtet borgerlig sejr

Med finansloven får vi kun en begrænset vækst i det offentlige forbrug, selvom der egentlig var råd til mere. Det må man som borgerlig glæde sig over.

Som borgerlig har man frygtet det værste op til finansloven, for den altid umættelige velfærdshunger har haft særdeles gode kår i år. Et af punkterne i finansloven er at afsætte syv millioner kroner til at sikre ordnede forhold i Danmark for pensionerede cirkusdyr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Paradigmeskift, opsigelse af satspuljeforliget og en øde ø i det syddanske. Der har været masser af nyheder at forholde sig til, siden vi i sidste uge fik en ny finanslov for 2019. Midt i alt det kontroversielle og farverige har et noget kedeligt, men vigtigt aspekt forputtet sig lidt: selve størrelsen af finansloven.

Som borgerlig har man frygtet det værste, for den altid umættelige velfærdshunger har haft særdeles gode kår i år: Valget er lige om hjørnet, økonomien har det ganske glimrende, Venstre fører sig frem som det store velfærdsparti og Dansk Folkeparti er stort og stærkt. Desuden havde regeringen på forhånd besluttet sig for at føje støttepartiet i et og alt, fordi form i valgstrategisk optik er vigtigere end indhold. Først og fremmest måtte blå blok fremstå stabil og velfungerende uden den mindste antydning af den ballade, vi var vidne til sidste år.

Af samme grund havde regeringen allerede ved fremlæggelsen af finanslovsforslaget sat en såkaldt forhandlingsreserve af til Dansk Folkeparti på 1,35 milliarder kroner. Samtidig var der lagt op til en vækst i det offentlige forbrug på 0,4 procent.

Det tal kunne sagtens have vokset sig en hel del større, hvis støttepartiet havde krævet det, men det skete heldigvis ikke. Ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd holder væksten sig på dette beskedne niveau, og det vil rent faktisk betyde mindre offentlig velfærd, hvis man tager højde for det såkaldte demografiske træk – at vi bliver flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder. Udgifterne følger så at sige ikke med befolkningsudviklingen.

Det vrider man naturligvis hænder over, hvis man hører til på den statselskende side af dansk politik,  men vi andre kan glæde os: Den offentlige sektor er enorm, og der er rigeligt rum til effektiviseringer – ikke nødvendigvis inden for alle områder, men når man ser på sektoren som helhed. Det er en socialdemokratisk løgn, at velfærd er lig med offentlige udgifter. Vi har brug for velfungerende offentlig service, men ikke nødvendigvis dyr offentlig service. At penge ikke er svaret på alt ser man for eksempel tydeligt, når nogle kommuner leverer meget bedre service end andre for de samme penge. Desuden er det velfærd at have friheden til at råde over egne penge, og den frihed bliver som bekendt begrænset, når den offentlige sektor vokser sig for stor.

Nu kan man naturligvis indvende, at det offentlige forbrug burde falde og ikke stige, så hvorfor rose den borgerlige regering for en stigning – også selvom den er mindre, end man kunne frygte? Det er en rimelig indsigelse, også fordi det pæne resultat nok mest skyldes, at Dansk Folkepartis opmærksomhed åbenbart var andetsteds i år.

En utilsigtet borgerlig sejr kan man måske kalde det.

Imidlertid må man i disse trange tider for borgerligheden glæde sig over de få stik, man trods alt kan tage hjem. Det er positivt, at vi ikke fik den gavebodsfinanslov, der egentlig var råd til.

For dansk økonomi har det godt, ja, men tidligere på ugen advarede vismændene i Det Økonomiske Råd om overophedning af dansk økonomi – ikke mindst på grund af manglen på arbejdskraft. Det taler for mindre offentligt forbrug, ikke mere. Desuden anbefaler vismændene at øge arbejdsudbuddet enten gennem reformer eller gennem mere udenlandsk arbejdskraft.

Fornuftige råd, men desværre også for ambitiøst som situationen er lige nu i dansk politik.

AMALIE LYHNE