Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Lederen: Borgerligt sammenhold

At Enhedslistens ustyrlige hovedbestyrelse skulle gøre alvor af at trække tæppet væk under regeringen Thorning ved efterårets finanslovsforhandlinger er en lokkende, men næppe realistisk tanke.

Den yderste venstrefløj har trods alt nok ikke den store lyst til at møde vælgerne iført et ansvar for at have nedlagt den første regering i mange år med et rødt islæt. Derfor gør den borgerlige opposition, og specielt dens førstemand Lars Løkke Rasmussen (V), klogt i at erkende, at den nuværende markante vælgertilslutning til fordel for blå blok nok er glædelig, men ikke bygger på klippegrund. Efterhånden er der så mange meningsmålinger i spil, at de - selv om de peger i samme retning - i høj grad må betragtes som stemningsbilleder. Den dag, valget udskrives, er det anderledes alvor.

Det ved Løkke godt, og derfor er det klogt, at han og partiet Venstre, som det fremgår af et interview i dag i Berlingske Business Magasin, har sat et arbejde i gang med at formulere en række sigtelinjer for partiets politik frem mod næste folketingsvalg. Målet er at være forberedt, når valget kommer, så partiet kan præsentere et samlet og konkret politisk udspil for vælgerne. Lars Løkke Rasmussen understreger, at det er nødvendigt med flere reformer, og at han vil indlede en transformation af det danske samfund. Desværre er han ikke særlig specifik om, hvori denne transformation skal bestå. Det er naturligvis en balanceakt. Løkke kan ikke på den ene side skabe et frirum, som han udtrykker det, hvor alle ideer fordomsfrit kan lægges frem, og på den anden side afstikke snævre rammer for, hvad en fremtidig borgerlig politik skal bestå i. Men han skylder vælgerne en vision, eller skal vi nøjes med at sige bare nogle tanker om, hvilket samfund han ser for sig: Hvad betragter han som et realistisk skattetryk, hvor stor en offentlig sektor ser han for sig, hvordan skal offentlig og privat service balancere i forhold til hinanden, hvordan vil han sikre, at fremtidens unge får en tilstrækkelig faglig ballast med sig fra skolen og træffer de rigtige valg blandt ungdomsuddannelserne? I øjeblikket kan Venstre glæde sig over 30 procent af vælgerne; men ved 30 procent af vælgerne egentlig, hvad Venstre står for?

At Lars Løkke Rasmussen erobrer en lederrolle og markerer et politisk sigte er vigtigt. Dels som modstykke til SRSF-regeringens indre kaos; dels fordi landet har brug for en opposition, der kan fremstå som et alternativ. I øjeblikket synes oppositionspartierne at have det svært med sig selv. De Konservative er ikke kommet sig over vælgerlussingen og erkendelsen af, at det højt priste håndtryk med de Radikale inden seneste folketingsvalg ikke var andet end det, det var: et pænt billede i avisen. Imens skyder Liberal Alliance med spredehagl for at nedlægge så mange vælgere som muligt. Senest er det Løkkes krav om reelle skattelettelser, der står for skud. Hvortil kun er at sige, at talgymnastik er en yndet idrætsgren blandt økonomer og politikere. Skattelettelser er et spørgsmål om politisk vilje. Netop nu mens Helle Thorning-Schmidt og regeringen nærmest er i frit fald, bør oppositionen få samling på sig selv. Det betyder ikke, at der ikke kan være uenighed om mål og midler. Men i sidste ende gælder det et magtskifte, ikke et stemningsskifte.