Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Vesten må gøre alt for at stabilisere Syrien

»Vi i Vesten må spørge os selv, om vi svigtede, da vi havde muligheden for at gribe ind.«

Røg og flammer stiger op fra det krigshærgede Aleppo. Foto: AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

I disse dage står Aleppo for fald. Præsident Bashar al-Assads styrker stormer frem med hjælp af Rusland og irakiske shiamilitser, og oprørerne bliver hastigt nedkæmpet i den østlige del af den syriske storby. Det er dog ikke oprørerne, men de mange tilbageværende civile, hvis skæbne det internationale samfund først og fremmest frygter for.

I verdens storbyer går folk på gaden for at vise støtte til Aleppos civilbefolkning. I en række danske byer var der onsdag fakkeldemonstrationer, og i Paris gik Eiffeltårnet i sort for at markere det, som FN-kilder kalder den største humanitære tragedie i det 21. århundrede. Hvordan kunne det komme så vidt, spørger mange i dag. Og ikke uden grund.

Med det arabiske forår spirede håbet om et demokratisk og frit Mellemøsten i en række undertrykte befolkninger såvel som i store dele af Vesten. Men som bekendt viste foråret sig at bringe alt andet end fred og frihed med sig. Ingen steder har situationen udviklet sig mere katastrofalt end i Syrien.

Først så det ud til, at præsident Assads dage som despot snart var ovre. Mange oprørsgrupper – hvoraf flere i krigens tidlige fase faktisk var sekulære og demokratisk sindet – kæmpede mod Assad i troen på, at Vesten ville bistå dem.

Det skete aldrig. Præsident Obamas »løfte« om at skride ind, hvis der blev brugt kemiske våben, blev aldrig en realitet, og USAs støtte begrænsede sig til militær træning og økonomisk hjælp. Avancerede våben ville USA ikke levere, da det kom til stykket. Obamas halve støtte skabte et magttomrum, som russerne trådte ind i. De var i modsætning til Obama villige til at gå hele vejen, og sådan afværgede de Assads fald med militær magt.

Danmarks nytiltrådte udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), kom onsdag i modvind ved at kalde situationen i Aleppo for »uløselig« og sige, at vi i Danmark må »være realistiske omkring, hvad vi kan«. Det er ikke et opmuntrende budskab. Så meget desto mindre, fordi udenrigsministeren har en pointe, selv om han siden har understreget, at Danmark protesterer til Rusland over situationen.

I dagens Syrien er det nemt at finde skurke, men meget svært at finde helte, der har en realistisk chance for at efterfølge Assad og skabe et fredfyldt og velfungerende land. Selv om Vesten skulle finde den perfekte kandidat, er spørgsmålet, hvor langt man er villig til at gå i forhold til Rusland, der næppe vil vise maveskind ved første lejlighed.

Vesten har de sidste 15 år med blod sved og tårer måttet lære, at det hverken er nemt eller billigt at sige ja til et militært engagement i Mellemøsten. Men det er absolut heller ikke nemt eller billigt at sige nej.

Vi i Vesten må spørge os selv, om vi svigtede, da vi havde muligheden for at gribe ind, sådan som man netop har gjort det i det britiske Underhus. Der kan være mange grunde til ikke at ville begynde et egentligt militært engagement i Syrien. Men at give oprørerne falske forventninger om, at man ville komme dem til undsætning, har i hvert fald ikke gavnet kampen for et frit og demokratisk Syrien.

Hertil kommer, at den syriske flygtningestrøm – uanset om Vesten har svigtet eller ej – går mod Europa. Det er derfor både for de civiles skyld og for vores egen, at vi må gøre alt, hvad vi kan for at stabilisere Syrien.