Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Socialdemokratiets onde ånd er der endnu

»Nok ser det indimellem lidt broget ud med sammenholdet i blå blok, men det er det rene vand i forhold til den modsatte fløj.«

Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Engang imellem kan man foruroliges over, i hvilket omfang den politiske historie gentager sig. At partier, som allerede én gang har brændt nallerne, søger målrettet tilbage til de samme fejltagelser. I 2011 blev Helle Thorning-Schmidt statsminister efter en valgkamp, hvor hun – sekunderet af sin tætte allierede, Villy Søvndal – lovede til højre og venstre af alt det, der skulle ske med en ny rød regering: millionærskat, to lærere i klasserne og meget mere. Men også alt det, der ikke ville ske, når S og SF kom til magten. Efterlønnen ville ikke blive udfaset, dagpengeperioden ville blive forlænget igen og meget mere.

Da Socialdemokratiet og SF kom forpjuskede ud af Det Sorte Tårn på Amager efter regeringsforhandlingerne med de Radikale, var det hele hældt ned ad brættet, og de næste fire år blev en lang rygcrawl væk fra de gyldne løfter.

Nu er alle tre partier så i opposition, og den samme forestilling er ved at blive sat op – blot med en ny rollebesætning på scenen. Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen sagde for nylig til Berlingske, at »missionen er fuldført«. Efter flere år med reformer, som udvider udbuddet af arbejdskraft, er der ikke behov for flere, mener han. Og de, der insisterer på det, går fra at være reformivrige til at være »stakkelhadere«, mener Sass Larsen.

Men partiets onde ånd, de Radiale, er lodret uenige i et stop for reformer og støtter tværtimod VLAK-regeringens planer om at forlænge pensionsalderen. Den radikale leder Morten Østergaard siger til Jyllands-Posten, at Socialdemokratiet kommer til at acceptere en højere pensionsalder, hvis der er rødt flertal efter næste valg, og at han i øvrigt ikke vi finde sig i at blive kaldt for »stakkelhader«. Sidste år undsagde samme Østergaard Socialdemokratiets stramme udlændingekurs.

Så hvad er det, vælgerne får, hvis rød blok skulle vinde næste valg? De Radikales slappe udlændingepolitik og Socialdemokratiets reformstop? Mette Frederiksen, som i weekenden rejste rundt med budskabet om, at kapitalismen er blevet syg, mener, at kuren blandt andet er en europæisk skat på finans-transaktioner. Det mente partiet også før sidste valg, men de Radikale var og er imod, og dermed blev det.

Ganske vist har Socialdemokratiet skiftet formand, og kursen er justeret i forhold til regeringsperioden under Thorning. Men det er nøjagtig den samme snebold fyldt med skadelig laden-stå-til, store offentlige udgifter og uansvarlige løftebrud, som partiet er ved at rulle op på toppen af kælkebakken. Nok ser det indimellem lidt broget ud med sammenholdet i blå blok, men det er det rene vand i forhold til den modsatte fløj. At skulle samle et parlamentarisk grundlag fra den radikale Morten Østergaard til Alternativets borgerløn og Enhedslistens åbne kasser er en opgave, som virker næsten umulig.

Hvis Mette Frederiksen skal undgå samme skæbne som sin forgænger, bliver hun nødt til at bevæge sig ud af hængekøjen, blive langt mere ambitiøs i sin økonomiske politik og indse, at det er nødvendigt at tage fat på yderligere reformer, der skal få nogle af de 740.000 i den arbejdsdygtige alder, som i dag står uden for arbejdsmarkedet, i arbejde. Man kan måske snyde vælgerne én gang, men næppe to.