Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Skamstøtter over et fortidigt menneskesyn

»Arbejderklassen voksede sig til middelklasse og ville hellere bo i parcelhus med Volvo og vovse.«

En gruppe unge unge spiller en omgang eftermiddagsfodbold på en af plænerne i Vollsmose.Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det er ofte alt for nemt altid at skyde skylden på datidens beslutningstagere. Men når det handler om den ghettoisering, der er sket af en lang række store danske boligområder, er der i sandhed tale om fortidens synder. Både når det gælder en katastrofalt dårlig integration af indvandrere, og – ikke mindst – når det gælder en forfejlet boligpolitik. Opførelsen af store identiske boligblokke med alt inden for rækkevidde fra vugge til grav byggede på en misforstået socialdemokratisk filosofi om, hvordan mennesker har lyst til at bo og indrette deres liv. I sit væsen en udviskning af individet i det store kollektive bysamfund af identiske karreer.

I dag er det svært at forstå, at man for 40-50 år siden kunne tro på, at boligbyggerier som Ishøjplanen, Taastrupgaard, Gellerupparken i Aarhus og Vollsmose i Odense skulle udgøre fremskridtet og indramme det moderne menneskes drømme og muligheder. De fleste af de områder, der i dag betegnes som ghettoer, blev opført i den bedste mening om at skabe gode lejligheder med lys og luft, så almindelige familier af lønmodtagere i slutningen af 1960erne og 70erne kunne slippe ud af de trange lejligheder og baggårdene i København og de større byer.

Men sådan gik det bare ikke. Arbejderklassen voksede sig til middelklasse og ville hellere bo i parcelhus med Volvo og vovse. Og de store socialdemokratiske boligplaner forslumrede og endte som ghettoer fyldt med sociale problemer, kriminalitet, utryghed og beboere, som bevægede sig længere og længere væk fra faste job. Skamstøtter i beton over en ideologisk tænkning og et menneskesyn, der heldigvis er på retur.

Senere flyttede et voksende antal indvandrere og flygtninge ind i lejlighederne, og de udgør nu sammen med efterkommere fra ikke-vestlige lande mere end halvdelen af beboerne i de 31 udsatte boligområder, som regeringen udpegede i 2014. Det betyder, at boligområderne i dag huser mennesker med de samme sociale problemer, arbejdsløshed og kriminel adfærd som for tre årtier siden.

Oven i denne sump af social nød har kulturelle, etniske og og religiøse parallelsamfund i mange år fået lov at udvikle sig. Og i dag danner de grobund for nogle af de store udfordringer, Danmark kæmper med. I alt for mange år fik områderne og deres beboere lov at passe sig selv, uden at samfundet stillede krav til dem.

I dag er oprydningen efter fortidens synder så i gang. En oprydning, som man har taget hul på i mange europæiske forstæder, hvor man til senere fortrydelse har abonneret på de samme arkitektoniske plantegninger som i Ishøj og Vollsmose. Ændringen af de fysiske rammer er dyr. At omdanne de fejlslagne ghettoer til moderne boligområder, som ikke lukker sig om sig selv og betyder at andre, end de, som er tvunget til at bo der, har lyst til at slå sig ned, er en kæmpe opgave, der koster milliarder af kroner.

I Danmark er man flere steder allerede på vej med nedrivninger, nye veje og områder med blandede boliger. I blandt andet Gellerup ved Aarhus og Taastrupgaard på den københavnske vestegn er man godt i gang. Om det virker, eller det dårlige ry har klæbet sig fast, må tiden vise.