Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Samuelsens smertegrænse

»Løkke må sikre sig, at hans støttepartier oplever, at de både bliver hørt og inddraget.«

»Liberal Alliances partiledertale ved Anders Samuelsen fotograferet på Folkemødet 2016 fredag den 17. juni 2016.« (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Anders Samuelsens kategoriske meldinger om topskatten i fredagens Berlingske gør det sværere at nå et resultat ved efterårets afgørende forhandlinger om fremtidens danske økonomi. Sagligt har Samuelsen ret i, at en sænket topskat styrker væksten. Danmark befinder sig i en alvorlig vækstkrise.

Ægte vækstpolitik forudsætter, at vi dropper misundelsespolitikken og slipper friheden løs. Alt det argumenterer LA-formanden godt for. At det er ren og skær politisk millimeterretfærdighed og ikke økonomisk snusfornuft, blev bekræftet i Børsen torsdag af økonomisk vismand Torben Tranæs, som peger på, at en lempet topskat »er et af de mest effektive redskaber, vi har til rådighed i forhold til at øge arbejdsudbuddet og styrke væksten, og så adresserer det den produktivitetsudfordring, vi har generelt i det danske samfund«.

Når Samuelsen kommer med ultimative meldinger om, at for Liberal Alliance er det en »red line« og »absolut smertegrænse, at topskatten skal sænkes med de fem procentpoint, som vi fik skrevet ind i regeringsgrundlaget«, profilerer han nok LA over for kernevælgerne. Men er det så et klokkeklart nederlag, hvis der i de vanskelige forhandlinger findes finansiering til en højere grænse for, hvornår skatteyderne bliver ramt af denne skadelige skat? Er det et nederlag, hvis der kommer en lempelse af topskatteprocenten på mindre end de fem procentpoint? Hvor kedeligt det end lyder, er det sådan, politik foregår i den virkelige verden. Ingen får alt, hvad de peger på. Uden en klar erkendelse af, at alle skal kunne give for at kunne tage i politik, bliver det ultimative rent destruktivt. Hvis tingene skal gøres op ultimativt, er enhver mindre skattesænkning nærmest et nederlag, og sådan er det jo ikke!

LA, der har sommergruppemøde i disse dage, fortjener ros for at rykke skatte- og vækstdebatten. Det kan også godt være, at Samuelsen tror, at den eneste måde, han kan få regeringens opmærksomhed, er ved at hæve stemmen. Det gør det sværere for de andre partier at imødekomme LA, når Samuelsen skruer sig sådan op i retorikken. Så meget desto mere må statsministeren kaste sig ind i kampen. Løkke må sikre sig, at hans støttepartier oplever, at de både bliver hørt og inddraget.

Kristian Thulesen Dahl viste her reelt mod og format, da han på sit Dansk Folkepartis sommergruppemøde meldte sig aktivt ind i dansk politik ved hverken at afvise sænkede top- eller bundskatter. Det er modigt, netop fordi vi kan forudse en kæmpe hetz fra Socialdemokraterne, der kører på frihjul, med henvisning til, at efterårets forhandlinger dybest set er en fordelingspolitisk øvelse. Sådan taler kun den, der ikke ønsker reelt medansvar. Thulesen Dahl erkendte klart, at det kræver et flertal i Folketinget at nå et resultat, og dermed underforstået, at DF godt ved, at partiet ikke får alt. DFs krav er en strammere udlændingepolitik, så der kommer styr på flygtninge- og migrantstrømmen samt en vækst på 0,8 pct. i det offentlige forbrug med særligt fokus på mere politi, de ældre og styrket sundhed.

I stedet for at lade firkantede krav tjene som indirekte – helt uantagelige – trusler mod regeringens liv, burde Samuelsen tage ved lære af Thulesen Dahls pragmatisme. Imens viser det aktuelle slagsmål, hvor vanskelig en politisk sæson, vi går i møde, og hvor stor en opgave Løkke har med at få flyttet vores kollektive blik fra fordeling af de værdier, erhvervslivet skaber, til en politik, der reelt fremmer væksten.