Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Samuelsens selvmål

»Der er lagt så meget symbolik og prestige ned i spørgsmålet om at lette topskatten, at en retræte er svær at få øje på.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skulle det lykkes for Anders Samuelsen og Liberal Alliance at få nedsat topskatten med fem procentpoint for alle, ja, så vil det være en heroisk og storslået bedrift, og hele det borgerlige Danmark må bukke sig i støvet for den stålsatte partileder og hans utrættelige kamp. Topskatten er en misundelsesskat, som fjerner initiativ og holder dygtige medarbejdere væk fra Danmark. At den bør fjernes helt, kan der ikke være tvivl om.

Desværre er det ikke sandsynligt. Den mest sandsynlige udgang på det pokerspil, der er i gang om regeringens ambitiøse helhedsplan, er ikke, at Liberal Alliance kan trække sig ud som sejrherre. Det mest sandsynlige er, at Lars Løkke Rasmussen bliver nødt til at udskrive folketingsvalg for at komme ud af den fastlåste krise. Det er svært at forestille sig, at Dansk Folkeparti vil acceptere lettelsen, og i den røde blok vil man slet ikke. Dermed er der ikke noget flertal. Og det er lige præcis her, at Anders Samuelsens »røde linje« giver meget lidt mening – i hvert fald, hvis hans eneste mål er at opnå det, som han har sat som et ultimativt krav: At topskatten nedsættes med fem procentpoint,

For hvad betyder et folketingsvalg i utide? Det vil enten føre til, at blå blok genvinder sit flertal. Det vil være glædeligt, men at forestille sig, at man i den situation vil have flertal for at lette topskatten med de nævnte fem procentpoint er naivt. Man vil stå i samme suppedas, og Anders Samuelsen vil ikke være nået et skridt videre. Den anden mulighed er naturligvis, at blå blok taber valget, Lars Løkke Rasmussen må tilbagelevere nøglerne, og den socialdemokratiske leder Mette Frederiksen kan sætte sig i statsministerstolen. I den situation er lettelser af topskatten ikke bare urealistiske, de er skudt ud i en fjern, fjern fremtid. Ligesom resten af regeringens helhedsplan for øvrigt vil være det.

Så i begge scenarier må Anders Samuelsen erkende, at det godt kan være, at han har ret, at der er alle mulige gode grunde til at lette topskatten. Men hvad hjælper det, hvis han ikke får ret? Det er resultaterne, der tæller.

Det er godt at stå fast i politik, det aftvinger respekt og giver en skarp profil. Men man skal også være i stand til at læse det politiske spil og se, hvor smertegrænserne ligger hos dem, man skal samarbejde med. Og spillet i den borgerlige lejr på Christiansborg er lige nu sådan, at grænsen for, hvad Dansk Folkeparti kan være med til, efter alt at dømme er nået, med mindre partiet får meget store indrømmelser omkring udlændingepolitikken. Der er lagt så meget symbolik og prestige ned i spørgsmålet om at lette topskatten, at en retræte er svær at få øje på. Liberal Alliance fik et tilbud, som betyder, at alle får lettet deres topskat med undtagelse af dem, der tjener over én million kroner. Det har partiet nu sagt nej til, allerede inden forhandlingerne om den økonomiske 2025-plan er gået i gang. Resultatet kan desværre meget vel blive et valg og en valgkamp, hvor de borgerlige partier står dybt splittet. For Danmark kan det ende som en større ulykke, end nogen havde forestillet sig.