Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Sammenhæng

Hvis demonstranterne vil velfærden noget godt, burde de støtte Foghs jobplan og skatterabat.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I sin åbningstale i Folketinget i går satte statsministeren tommelfingeren præcist på de to væsentligste udfordringer, som vi står overfor.

På det globale plan gælder udfordringen kampen for demokrati og menneskerettigheder. Anders Fogh Rasmussen gik med befriende klarhed i kødet på de lande, som i FN har fået vedtaget en resolution om begrænsninger af ytringsfriheden i forhold til religion. Han fik – lidt vel behændigt – kædet folkemordet i Darfur sammen med engagementet i Irak. Men det var helt rigtigt at sætte kampen for menneskerettigheder og for demokrati og ytringsfrihed øverst på dagsordenen.

I den sammenhæng skrumper de hjemlige velfærdsdiskussioner til overskuelig størrelse. Værdikampen foregår globalt, men skal også føres lokalt. Regeringen vil derfor forelægge en handlingsplan, som skal »forebygge ekstremistiske holdninger og radikalisering«, lød det.

Så længe forebyggelse handler om kendskab til og diskussion om demokratiske rettigheder, er opgaven legitim og vigtig. Men man skal næppe forestille sig, at demokratisk diskussion i sig selv hindrer terror.

Ligestilling blev i går inddraget i den demokratiske værdidebat, da Anders Fogh Rasmussen mindede om, at nogle af de mest undertrykte mennesker her i landet er kvinder fra indvandrerfamilier. De udgør næsten halvdelen af dem, der søger tilflugt på krisecentrene.

I den hjemlige politik udpegede statsministeren, ikke overraskende, manglen på arbejdskraft som velfærdssamfundets i særklasse alvorligste udfordring.

Også her var der en klar sammenhæng i Fogh Rasmussens tale. Efter diagnosen fulgte handlingsplanen, som blandt andet vil åbne mere for veluddannede indvandrere. Udgangspunktet er det fornuftige, at bosætning her i landet skal være til glæde både for dem, der flytter hertil og for dem, der bor her i forvejen.

Et af de meget synlige forslag i arbejdskraftdelen er ideen om skattenedslag til 64-årige, altså en målrettet lettelse af skatten på arbejde. Hvis blot regeringen hvert år vil inddrage en ekstra årgang i gruppen med særlig skatterabat, vil vi inden så længe stå med en skattenedsættelse, der batter noget.

Så langt skal man næppe drømme, men forslaget tydeliggør, at mindre skat øger udbuddet af arbejdskraft. Eller sagt på en anden måde: Lavere skat er ikke nødvendigvis en bremse på velfærdssamfundets udvikling, men i situationen snarere en betingelse.

Desværre vil Foghs tale, uanset dens klarhed om udfordringerne og dens sammenhæng i svarene, næppe gøre meget indtryk på dem, der demonstrerede i går. Det, der samlede på slotspladsen, var ikke bekymringer for demokrati eller klimaproblemer. Det, man var fælles om, var et simpelt krav om flere penge til dem, der arbejder for eller undervises af det offentlige, camoufleret som bekymring for velfærden.

Hvis der skulle være sammenhæng i demonstranternes ønske om en bedre offentlig sektor, så skulle de have demonstreret til støtte for Foghs jobplan med tilhørende skatterabat. Men når det kommer til stykket, er målene nogle andre: mere i løn til sig selv og en socialdemokratisk regering, der vil give endnu mere end den nuværende.