Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Rundtosset på midten

Kampen om midtervælgerne har i praksis gjort midterpartierne overflødige.

Med to markante politiske udmeldinger fra den politiske midte på samme dag må kvoten for pæne meninger uden synderlig effekt vist være opbrugt for et par dage.

Den tidligere radikale kamphane Simon Emil Ammitzbøll vil stifte sit eget midterparti, og Naser Khader, der ville generobre midten, melder pas og vil være politisk løsgænger. Bemærkelsesværdigt. Men heller ikke mere. Politisk set er begge udmeldinger bedøvende ligegyldige. Ammitzbølls og Khaders hoppen rundt rokker ikke en millimeter ved det politiske billede. Måske står VKO-blokken ikke ligefrem styrket; til gengæld er oppositionens vej til regeringskontorerne ikke bare et langt sejt træk. Det bliver en vandring i mudder op ad bakke.

Det interessante er, hvad de seneste skaktræk fortæller om midten i dansk politik. Eller rettere: Den nærmest ikke-­eksisterende midte. Ved seneste folketingsvalg var det et tilbagevendende mantra, at oppositionspartierne ville gøre op med blokpolitikken og i stedet samarbejde hen over midten – hvad Folketinget jo i praktisk politik gør hver dag. Tilsyneladende følte vælgerne ikke samme behov.

Eller det er måske mere rigtigt at sige, at eftersom alle partier, bortset fra Enhedslisten, søger mod midten, fordi det nu engang er dér, de afgørende stemmer falder, havde budskabet ikke den forventede vægt i befolkningen.

Derimod står vi nu i den situation, at det traditionelle midterparti, Det Radikale Venstre, som gennem årene har kunnet udpege statsministre, i syv år har været uden for indflydelse. Til gengæld har partiet hægtet sig på venstrefløjen uden synderlig succes. Socialistisk Folkeparti har overtaget en række borgerlige synspunkter, Venstre, Danmarks liberale parti, er blevet ubetinget tilhænger af velfærdsstaten, og Dansk Folkeparti har overtaget De Radikales rolle som afgørende stemme­leverandør.

Imens farer de få tilbageblevne på den efterhånden skrumpne midte rundt som forvirrede høns. Simon Emil Ammitzbølls Borgerligt Centrum er der næppe grund til at ofre meget krudt på. Vi kan tage fejl; men vi tror ikke på nogen stor politisk fremtid for hverken Ammitzbøll eller hans projekt. Naser Khader har i en regulær bodsvandring erkendt, at hans, først Ny siden Liberal Alliance, ikke kan forvente nogen mangeårig gang på jorden, og at han har svigtet som partiformand. Khader vil i stedet koncentrere sig om værdipolitikken. Det er jo smukt; men så slipper han også for at skulle forholde sig til kedelige realiteter og praktisk politik.

Liberal Alliance – dengang Ny Alliance – blev skudt i gang med en gevaldig vælgeropbakning i meningsmålingerne. Givetvis har Naser Khader som det sympatiske menneske, han er, trukket mange tilhængere, og en del borgerlige vælgere har formentlig som i sin tid Gitte Seeberg ment, at »nok var nok« i den ofte ubehagelige politiske tone, DF repræsenterer. Men et er sympati, noget andet er stemmebokse. Liberal Allliance vil gå over i historien som det første parti, der blev købt af en privat virksomhed og overtog virksomhedens værdisæt. Politisk er der status quo i dansk politik. Regeringen har flertal, og midten er forvandlet til en tom dansesal.