Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Misforstået burka-forbud

Integrationsproblemer løses ikke med forbud og indgreb i privatsfæren.

Uanset at den konservative vicestatsminister Lene Espersen kan have en pointe, når hun peger på nogle indvandreres åbenlyse problemer med at forstå demokrati og danske værdier, kan vi ikke anbefale det som en farbar vej at forsøge at overtrumfe Dansk Folkeparti i udlændingedebatten. DF har meget dygtigt og konsekvent markeret sig i det spørgsmål og formået sammen med VK-regeringen at lægge en fast linje på udlændingeområdet. Men en fast linje er ikke ensbetydende med, at man skal slå folk i hovedet med regler og forbud. Helt galt går det, når Espersens nytilkomne partifælle Naser Khader, og partiet selv, kører løs med et forslag om forbud mod, at muslimske kvinder bærer burka – den heldækkende dragt, der kun tillader kvinden at opfatte omverdenen gennem et lille kighul. Her er politikerne helt inde i privatsfæren, og det er ikke borgerlig politik at ville bestemme, hvordan folk skal gå klædt.

@BM 02 LEDER TEKST:Naser Khader har ret i, at burkaen er et mobilt fængsel. Heldigvis er burkaklædte kvinder et forholdsvis sjældent syn i Danmark; men det kan ikke være et bedre alternativ, at kvinder skal holdes indespærret derhjemme og dermed aldrig får en chance for at se moderne kvindeliv. En burka er et modbydeligt, kvindeundertrykkende klædningsstykke, og man kan lade sig irritere af muslimske kvinder, der insisterer på at bære tørklæde i det offentlige rum. Men det er ikke en stats opgave at diktere, hvordan befolkningen skal gå klædt. Det vil kun styrke modsætningsforholdet mellem de muslimske indvandrere, der har svært ved at omstille sig til danske forhold, og myndighederne, hvis politikerne vil forbyde bestemte klædningsformer. Forbud mod særlig beklædning giver mening der, hvor en person repræsenterer en myndighed eller autoritet: politi, retssystem eller militær. Ligesom det naturligvis er enhver arbejdsgivers ret at fastholde en dress code, kræve særligt arbejdstøj eller sige nej til tørklæder og baseball-kasketter.

Det egentlige problem er de holdninger, der ligger bag tørklæder og burkaer. Her ser Lene Espersen rigtigt. Der er grupper af indvandrere i samfundet, som ikke kan eller vil acceptere de værdier, det danske samfund bygger på. Enhver nydansker er i sin gode ret til at bevare sin tro og sit hjemlands kultur; men det skaber uoverstigelige problemer for integrationen, når større grupper insisterer på at leve efter værdier, der hører en anden tid eller andre samfundsformer til. Det er tydeligt, at integration i form af arbejde og danske sprogkundskaber ikke er tilstrækkeligt, og Lene Espersen kan have ret i, at f.eks. et skarpere tilsyn med de muslimske friskoler kan være på sin plads. Men hun skal også huske på, at friskoler er en vigtig del af dansk kultur, og at man – netop fordi de er friskoler – må acceptere et vist mål af frihed i holdninger og værdigrundlag. Mange indvandrere og flygtninge er kommet hertil fra lande, hvor tvang er hverdag. Det er nok ikke den bedste idé at forsøge at overbevise dem om demokratiets velsignelser ved at tvinge det ned i halsen på dem. Men det er helt åbenlyst, at vi mangler en formel for, hvordan den integration, som på mange måder har været en succes, også kan blive en værdi-integration.