Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Merkel eller kaos?

»Merkel har gennem årene vist sig som en sand ven af Europa. Og nok så væsentligt, en stærk ven af Europa.«

Angela Merkel under en debat i Forbundsdagen. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: SEBASTIAN GOLLNOW

Året 2016 har været særdeles tumultarisk. Præget af krig, flygtningestrømme, Brexit samt en amerikansk valgkamp, hvis lige man aldrig har set. Protestbevægelserne er i fremgang – både til højre og til venstre – i en række lande i det, vi ellers kalder »det liberale Vesten«, og det politiske landskab kan meget vel ændre sig i en grad, der bare for få år siden forekom utænkeligt. Det har det faktisk allerede gjort på flere områder.

Derfor kan det være fristende at sætte sin lid til stabile og velkendte ledere, som repræsenterer de klassiske demokratiske og liberale dyder, vi bryster os af i Europa. Og derfor var der mange støtter af det europæiske projekt, der åndede lettet op, da Angela Merkel forleden annoncerede, at hun genopstiller som Tysklands kansler ved forbundsvalget næste år

Merkel har bestridt posten siden 2005, og selv om valget af hende i sig selv var historisk – hun var Tysklands første kvindelige kansler samt den første fra det tidligere Østtyskland – har hendes 11 år i spidsen for vor nabo mod syd ikke været mindre spektakulære. Merkel har gennem årene vist sig som en sand ven af Europa. Og nok så væsentligt, en stærk ven af Europa. Såvel som en af den slags venner, der skærer igennem og tager bladet fra munden, når der er behov for det, hvilket der har været mange gange internt i EU de sidste 11 år.

Der er grund til at rose Merkels standhaftige sanktionspolitik over for Rusland, mens mange andre, herunder hendes forgænger på kanslerposten, Gerhard Schröder, taler for en mere føjelig kurs over for Vladimir Putin. Og hendes indsats under en græsk gældskrise, der truede fundamentet i EU, viste også, at Merkel er en toppolitiker af internationalt format med fremragende forhandlingsevner. At græske demonstranter kvitterede med at klæde sig ud i naziuniformer for at vise deres utilfredshed, understregede blot grækernes manglende situationsfornemmelse og Merkels forståelse af situationens alvor.

Knap stod resultatet af det amerikanske præsidentvalg klart, før Merkel blev udråbt som det sidste bolværk af liberale værdier mod den bølge af protestbevægelser, som nogle frygter vil overskylle Vesten. Men det er en farlig tankegang. Selv hvis Merkel vinder en sikker sejr, må hun og resten af EUs ledere løse de bagvedliggende årsager til den folkelige utilfredshed. Og det er primært flygtninge- og migrantkrisen.

Her har EU fejlet eklatant. Hvis medlemslandene havde stået last og brast for at finde en løsning, kunne man have vist en halv milliard europæere, hvordan fællesskab gør stærk. I stedet har man ikke formået at skabe enighed om meget andet end en desperat aftale med et Tyrkiet, der med hastige skridt er ved at forvandle sig til et land, som demokratisk sindede samfund ikke bør være afhængige af.

Netop flygtninge- og migrantkrisen har været Merkels største nederlag. »Wir schaffen das,« sagde hun og fik nogle til at føle fælles europæisk stolthed, mens langt flere slog korsets tegn og så sig om efter nyt lederskab og nye løsninger.

Hvis ikke Merkel og resten af EUs ledere formår at finde en bæredygtig, langsigtet løsning på situationen – og det bliver alt andet end nemt – vil det blive meget svært for dem at retfærdiggøre deres eksistensberettigelse over for en stor del af vælgerne ved de kommende valg.