Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Mere patos på det store lærred

»Lad os få filmstøtten kanaliseret derhen, hvor den giver mest muligt for pengene.«

Instruktøren Susanne Bier har tidligere modtaget en Oscar og fik i år en Golden Global for TV-serien »Natportieren«. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE BLAKE

Det var en deprimerende melding, der i denne uge kom ud for dansk film. 2016 har været et katastrofeår med 1,4 millioner færre solgte biografbilletter til danske film set i forhold til salget sidste år. Det er således det laveste niveau siden 2009 og selv ikke de traditionelt set store biografdage her i julen synes at kunne redde året.

Og selv om Det Danske Filminstitut afviser, at der er tale om en generel tendens, sender de nedslående tal alligevel et advarselssignal om, at et biografpublikum ikke er noget, man kan tage for givet og spise af med groft sagt hvad som helst.

Selv det, som man tidligere regnede for selvfølgelige sællerter og naturlige publikumsmagneter, har mistet kraften. Spørg bare folkene bag film som »Tordenskjold og Kold« og »I Blodet« som på papiret burde kunne trække mere end henholdsvis 7.331 og 5.519 publikummer ind i de danske biografsale.

Der fostres stadig dygtige nye folk som Tobias Lindholm og Martin Pieter Zandvliet i den danske filmindustri, men man skal udover førnævnte kigge længe efter de naturlige afløsere for mesterinstruktører som Lars von Trier, Nicholas Winding Refn, Susanne Bier og Bille August.

Nogle af de selvsamme folk i den helt tunge liga søger samtidig ud i den store verden, hvor filmbranchen fortsat indeholder både prestige og penge. Andre kaster sig over serie-formatet hos eksempelvis nyrige Netflix og HBO, der pludselig er blevet det nye sort.

Men værst af alt synes det dog, at dansk film har malet sig selv op i en krog, hvor alt for mange har alt for travlt med alt for mange små ting i tilværelsen. Mens vi herhjemme stadig går op i at lave film, hvor store dele af handlingen, ender som små kammerspil om vores egne middelklasseproblemer, så har man større armbevægelser andre steder i verden.

Denne nordiske tone kan virke vældig cool, men i for store doser også distanceret og selvcentreret. Som om vi danskere er bange for de store følelser. Bange for patos og flammende lidenskab, som vi i stedet finder lidt for pinlig og uægte.

Og det kan det også være indimellem, men fakta er bare, at på film virker den slags langt mere effektivt – i hvert fald som et redskab til at trække folk ind i biografsalene.

Så lad os få de store følelser tilbage på lærredet. Lad os få filmstøtten kanaliseret derhen, hvor den giver mest muligt for pengene. Til talentmassen, naturligvis og ikke mindst til markedsføring af de billige produktioner, som desværre bliver ladt alene med gabende tomme biografsale til følge, når de ryger ud i distribution.

Men også til de helt store produktioner, hvor vi slår ud med armene og viser, at vi stadig kan være med internationalt. Vi har vist, at vi kan skabe TV-drama, der vækker opsigt og bliver en markant eksportvare. Det samme burde kunne lade sig gøre, når det handler om dansk film.