Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Lovgivning til tiden

»Det betyder i dag langt mere, at nye tiltag har en folkelig legitimitet, end at udvalgte organisationer bakker op.«

Det går ofte hurtigt. Og nogle gange bliver der sjusket med paragrafferne, når danske love bliver til, måske fordi høringsfristerne indimellem er så korte, at de ikke rigtigt giver mening. Der peger makkerparret Søren Gade (V) og Morten Østergaard (R) i Berlingske på et reelt problem. Der er god grund til at gå den danske lovgivningsproces efter i sømmene og sikre den nødvendige kvalitet.

Men i samme åndedrag et det værd at slå fast, at det ikke er længere høringsfrister og færre hastebehandlinger, der skal genskabe Folketingets legitimitet og politikernes tillid blandt vælgerne.

Den træghed, der er i det danske politiske system med udvalgsbehandlinger, høringer, delegationer, betænkninger, spørgsmål og tre behandlinger i folketingssalen, kan virke gammeldags og omstændelig, men den betyder, at kvaliteten af den lovgivning, som kommer fra Folketinget, har en høj kvalitet, er mere solid, og at alle får mulighed for at vende hver en sten og måske endda tænke sig om en ekstra gang. Det er værd at bevare.

Det problem som Østergaard og Gade rejser, handler om de love, der bliver hastet gennem Folketinget efter en særlig dispensation. Dem bliver der flere af, og det betyder oftest meget korte frister for høringssvar fra de interesseorganisationer, som gerne vil have indflydelse på lovgivningen. Nogle gange har høringsparterne bare et par døgn til at gennemgå forslagene, og man kan ikke være andet end enig med dem i, at det er til grin.

Men når forurettetheden har lagt sig, er der brug for at erkende, at den danske høringsinstitution efterhånden er et lidt bedaget system, som trænger til fornyelse. For nylig undersøgte Dansk Erhverv, hvor mange høringssvar der reelt blev lyttet til i en grad, så de fører til ændringer i lovteksten. Fire ud af fem svar blev afvist, og af den lille andel, som ikke blev det, førte 90 procent kun til små tekniske ændringer. Så af det store arbejde, der gøres af dygtige akademikere i de mange danske interesseorganisationer, er det meste af det desværre spild af tid.

En vigtig forklaring er, at »høringen« af regeringens forslag så at sige er flyttet ud i offentligheden. Den tid, da lovgivning blev til mellem ministre og udvalgte magtfulde interesseorganisationer, er heldigvis forbi, og høringssvarene bliver dermed mindre betydningsfulde.

Organisationerne må koncentrere sig om i højere grad at spille på den bane, hvor meningsdannelsen foregår – i den store offentlige debat. Det betyder i dag langt mere, at nye tiltag har en folkelig legitimitet, end at udvalgte organisationer bakker op. Rent demokratisk er det en ganske sund udvikling.

Gade og Østergaard foreslår, at hastelovgivning skal igennem proceduren i Folketinget en ekstra gang, så man sikrer sig, at der i hvert fald i anden omgang er tid til det hele inklusiv at høre alle de parter, der gerne vil høres. Det lyder umiddelbart som et fornuftigt forslag til at modvirke lovsjusk, at der bliver mere tid.

Men det løser ikke alle problemerne. Folketinget burde sætte gang i et analysearbejde, der ser på hele lovgivningsprocessen og forholdet mellem Folketinget, ministrene og centraladministrationen og de forskydninger, der sker af magten.