Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Kujonerne fra Blekingegade

Igen prøver venstrefløjen at bortforklare sin hang til vold, terror og totalitær tankegang.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kriminalitet er i orden, hvis den foregår i en højere sags tjeneste – det er essensen af det opsigtsvækkende interview, to tidligere medlemmer af Blekingegadebanden har givet på internetportalen Modkraft.dk. Dermed lægger de to, Torkil Lauesen og Jan Weimann, sig pænt på linje med rædselsskaren af anarkister, kommunister, fascister, nazister og selvbestaltede politiske aktionsgrupper, som i forrige århundrede gang på gang gik til angreb på demokratiet. Vi kan anbefale at læse interviewet. Det er et studium i bortforklaringer, retfærdiggørelse af egne fejltagelser og syge undskyldninger.

Blekingegadefolkenes argumentation er, at de var politiske røvere, ikke terrorister. Nu kan det være svært at lægge en præcis skillelinje mellem gemen kriminalitet og terror. Kernen i terrorisme er at prøve at nå sine mål ved at skræmme stater eller befolkninger gennem tilfældige aktioner præget af vold, hærværk og myrderier. Lauesen og Weimann kan muligvis hævde, at Blekingegadebanden ikke havde sådanne mål; men den støttede aktivt – og det siger de selv i interviewet – den palæstinensiske organisation PFLP, der har arbejdet for at udslette staten Israel gennem bl.a. flykapringer og selvmordsbomber. Var Blekingegadebanden blevet anholdt i dag med skærpet terrorlovgivning, var den sandsynligvis ikke sluppet så billigt. Men nu har medlemmerne altså benyttet sig af det demokratiske retssamfunds ytringsfrihed til at retfærdiggøre sig.

Lad os lige repetere: For nærmest nøjagtig 20 år siden blev der i en lejlighed i Blekingegade i København fundet et våbenlager tilstrækkelig stort til at indlede en regulær bykrig. Det førte politiet frem til en bande, der på sin samvittighed bl.a. havde en stribe store, meget grove og voldsprægede røverier – nogle af ofrene har siden været traumatiserede og under behandling af psykologer – planlægning af en regulær gidseltagning af en svensk millionærarving kulminerende med det meget omtalte postrøveri i Købmagergade, hvor en ung betjent blev dræbt. Ifølge tidligere forklaringer fra banden var det nærmest betjentens egen skyld, at han var så ivrig i tjenesten, at han ikke forstod at flytte sig i tide. Tilbage sidder pårørende til betjenten og venter stadig på en opklaring af, hvem der affyrede det dræbende skud. For det har kujonerne fra Blekingegade aldrig villet eller turdet fortælle.

Blekingegadebanden udfoldede sig sideløbende og i kølvandet på terrorgrupperinger som Rote Armee Fraktion i Tyskland og De Røde Brigader i Italien. Kald Blekingegadebanden røvere eller kald dem terrorister. De udtrykte – og udtrykker fortsat – en gemen råhed og foragt for demokratiet, som desværre ikke er historie, men optræder også i dag i skiftende forklædninger. Vi ser fortalere for diktaturer dække sig bag religiøse termer. Når unge mener sig berettiget til at begå hærværk for at fremme deres mål, eller når et folketingsmedlem på det nærmeste udtrykker sympati for overfald på statsministeren, så er det udtryk for samme tankegang: Vi har ret, og derfor har vi også ret til at hæve os over loven. Ekstrem venstrefløj, ekstrem højrefløj; det er ét fedt. En forbryder er og bliver en forbryder.