Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Kirkeasyl

Aktivister uden for pædagogisk rækkevidde.

Vi danskere betragter gerne os selv som et folkefærd, der vil dialogen frem for konflikten, og som hellere ser den fremstrakte hånd end aner de dunkle motiver bag den – andre kalder os af den grund godmodige eller ligefrem naive. Og hvis man et øjeblik skal dvæle ved den mest positive udgave af den danske selvforståelse, så er det da tilsyneladende også gode og ædle mennesker, der har samlet sig i Kirkeasyl.

Det er i hvert fald det mediebillede, de selv bruger meget tid på at slå fast. Man kan forstå, at vi har at gøre med anstændige danskere, der af hjertets renhed vil gøre noget godt for andre mennesker i nød. Den tidligere aktivist og nuværende forsker i politiske bevægelser René Karpant­schof går planken ud og beskriver aktivisterne i Berlingske Tidende søndag: »Det ligner mere en humanitær bevægelse, der i højere grad også arbejder på systemets præmisser«. Selv kalder Kirkeasyl sig med en upassende historisk sammenligning for en ny modstandsbevægelse.

Men inden den kritiske klap går helt ned, og godmodigheden bliver undergravende for retstilstanden, er det værd at slå fast, at det første propagandamål for radikale bevægelser er at fremstille sig selv som de sande bærere af frihed i et diktatur eller et besat demokrati, og det er denne usmagelige selvforståelse, man i Kirkeasyl gør sig til af. Og lige meget hvor lidt indflydelse de mere kendte voldelige antidemokratiske elementer – de autonome – har i Kirkeasyl, eller hvor få de er, er der på bundlinjen tale om en samlet aktivistgruppe, der hylder og direkte støtter op om ulovlige aktioner. Alt tyder dermed på, at radikaliseringen har taget over. Senest har man organiseret en ny aktiv gruppe: »Støttekomitéen for skjulte flygtninge«, for at adskille den lovlige agitation fra de ulovlige aktiviteter – deltagelse i aktionen med at skjule de afviste asylansøgere. Men centrale personer optræder i begge kredse og minder mere om Kirkeasyls forsøg på at lege kispus med myndighederne end en egentlig demokratisk besindelse.

I sidste ende kan den samlede protestbevægelse koges ned til samme grundproblem. Aktivisterne, deres sympatisører og eksperter er nemlig enige om, at »modstandsbevægelsen« har et højere politisk mål. Vi har med andre ord ikke at gøre med en individuel etisk fordring, der har fået en tilsyneladende blandet skare af mennesker til undtagelsesvis at aktionere mod den gældende asyllov. Nej, det handler derimod om noget så organiseret og moralsk angribeligt og alligevel så pæredansk som magt og politisk indflydelse. Man er ikke tilfreds med den faste udlændingepolitik, et i øvrigt helt legitimt standpunkt, men søger desværre indflydelse på udemokratisk vis ved at tilsidesætte et bredt politisk flertals beslutninger.

Hvis Kirkeasyl ikke fremadrettet kun skal opfattes som en lovløs organisation, må man stoppe forsvaret for og deltagelsen i de ulovlige aktioner og i stedet danne en egentlig demokratisk politisk bevægelse, med et samlet bud på en alternativ asylpolitik – der åbenbart handler om at skaffe asyl til alle uanset konsekvenserne for det danske samfund – så tager vi gerne debatten derfra. Før dette sker, bevæger de sig i samlet flok uden for demokratisk og dermed pædagogisk rækkevidde, og bør kun møde modstand af det omgivende samfund – alt andet vil være naivt.