Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Glade børn uden forældre

Der findes ingen standardmodel for familier, men barnets tarv er vigtigere end voksnes drømme.

At ønske sig og at få børn er en ganske basal menneskelig foreteelse. At det desuden er nødvendigt, at der fødes børn, for at samfundet kan bestå og udvikle sig, understreger blot, at foreteelsen også har en nytteværdi. Det giver derfor mening – ikke bare på det personlige plan – når enlige, modne kvinder, som det er fremgået af avisen, i stigende grad benytter sig af kunstig befrugtning og vælger et liv med barn, men uden mand. Når mellem en tredjedel og halvdelen af alle parforhold opløses, og folk finder sammen i nye konstellationer med sammenbragte børn, som singler med kæresteforhold langt op i pensionistalderen, i bofællesskaber og partnerskaber – ja, så er det svært at definere en normalmodel for dansk familieliv.

Selv om der næppe findes et begreb som en lykkelig skilsmisse, så vokser de fleste af de børn, som er blevet rykket ud af deres oprindelige far-mor forhold, op i sunde og trygge omgivelser.

Bag al forståelsen for disse kvinders – og for den sags skyld enlige mænds – ønske om et barn og samfundets behov for nye generationer må man pege på en ubehagelig fornemmelse af, at børn er ved at blive betragtet som en form for velfærdsrettighed. Børn er ikke og bør ikke være en vare, man trækker i en offentlig automat.

Når enlige kvinder og lesbiske kan opnå kunstig inseminering på det offentliges regning, kan man også argumentere for, at f.eks. homoseksuelle mænd får generel adgang til adoption. Denne avis mener nej; men spørgsmålet rejser sig naturligt. Med kunstig befrugtning accepterer vi, at en række børn vokser op uden at vide, hvem deres far er. De fleste vil vel gerne kende deres identitet, og som udgangspunkt må vi fastholde, at ethvert barn har ret til en far og en mor. Også selv om far og mor ikke lever sammen.

De børn, der kommer til verden via kunstig befrugtning hos enlige kvinder, vil formentlig få en god opvækst. Vi taler overordnet om veluddannede, velbegavede og velhavende kvinder, der af den ene eller anden grund ikke har fundet sig en mand, og på et tidspunkt, da det biologiske ur er ved at ringe, vil realisere ønsket om at reproducere sig. Det er et sociologisk studium værd, hvorfor parforholdet i så høj grad bliver valgt fra. Men at påstå, at det er samfundets skyld, er for nem en bortforklaring. Samfundet består nu engang af de valg, vi foretager. At kvinder gerne vil have en høj uddannelse og et spændende arbejde, skal vi kun være glade for. Men det har som alt andet en pris. Det er muligt, man kan lette byrden ved at få børn med orlovsordninger og bedre tilbud om børnepasning, men familieliv og børn hører til de helt personlige valg.

Derfor burde kunstig befrugtning også være et personligt valg, i den forstand at den burde være underlagt egenbetaling, i det omfang der ikke er tale om ufrivillig barnløshed eller direkte sygdom. Det er den nøgterne økonomiske argumentation. I et lidt videre perspektiv ligger så, at når samfundet, som det er i dag, betaler for, at børn kommer til verden, påhviler der også samfundet en vis pligt i forhold til disse børn. Vi er med den kunstige befrugtning ved at tage hul på en ny diskussion om forældreansvar og barnets tarv.