Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Farvel til fætrene

Velfærdspolitikken bliver Dansk Folkepartis virkelige udfordring

Dansk Folkepartis to markante skikkelser, fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe, forlader Folketinget efter næste valg. De har begge nået pensionsalderen, endda godt og vel, så de har alderen til at forlade den politiske karriere, som Søren Krarup med vanlig patos har kaldt sin »værnepligt« for Danmark. Men beslutningen om at sige stop nu er velvalgt af en anden grund end årstallet. Deres krav om en strammere udlændingepolitik er for længst blevet dansk politik. Kravet om, at det er det danske Folketing og ikke omverdenen der afgør vilkårene for at bosætte sig i Danmark, er adopteret af et stort flertal i Folketinget og er trængt langt ud i befolkningen. Den del af deres mission om at påvirke holdningen til udlændingepolitikken er lykkedes i en grad, så selv SFs formand, Villy Søvndal, for et års tid siden fandt det nødvendigt at bede de muslimske fundamentalister i Hizb-ut-Tahrir om at rejse ad helvede til, hvilket vistnok skulle forstås som deres hjemlande.

@BM 02 LEDER TEKST:Ind i mellem går de to præster for vidt i deres argumentation. Stemmelejet stiger nogle gange til det skingre, som når Søren Krarup sammenligner et muslimsk hovedtørklæde med et hagekors. Så ryster mange vælgere på hovedet. Men dæmoniseringen og kritikken af de to politikeres »menneskesyn« er afløst af en åben og til tider hård, men fri debat om udlændingepolitikken. Man må anerkende, at de to stod voldsom og hadsk kritik igennem før de faktisk kom igennem med ændrede holdninger.

Med en fast udlændingepolitik som en del af det politiske landskab omtrent hele horisonten rundt er det blevet stadig mere tydeligt, at problemet med Dansk Folkeparti ikke er dets holdninger til indvandrere. Det virkelige problem bliver, om Dansk Folkeparti vil blokere for den tilpasning af velfærdstaten, som er nødvendig for at fremskaffe tilstrækkelig arbejdskraft til at opretholde velfærden. Det er på spørgsmål om dagpenge, efterløn og andre traditionelle velfærdsydelser, man ser Dansk Folkeparti i fuld interessedreven og kortsigtet udfoldelse. Da viger hensynet til nationens bedste, for i disse spørgsmål ledes partiet af sine traditionelt lavtlønnede vælgeres umiddelbare interesser. I disse sager står Dansk Folkeparti med benene lige så solidt fæstnet i beton som den agterste del af Socialdemokraterne.

Selv om Dansk Folkeparti er kommet langt med sin opfattelse af udlændingepolitikken som noget, der absolut er til diskussion, er partiet altså langt fra dueligt som medlem af en borgerlig regering, og bliver det næppe så længe partistifter og 25 års jubilar, Pia Kjærsgaard, hellere vil følge sin intuition for at fange vælgerstemninger end lede landet. Spørgsmålet bliver, hvor generationen efter Søren Krarup, Jesper Langballe og Pia Kjærsgaard vil placere partiet. Dansk Folkeparti har vist sig som en robust partner til den borgerlige regering. Hvis samarbejdet skal have en lang fremtid, bliver der behov for nogle nye fætre, som har samme mod som de afgående til at gøre op med indgroede opfattelser.