Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Få ro i klassen – send en muslim

»Muslimske eller ikke-vestlige børn i det hele taget er ikke ofre for et ondt, dansk samfund.«

Najla Adlouni, der har skrevet bachelorprojekt på læreruddannelsen om holdningen til muslimske drenge og deres opførsel i henholdsvis en folkeskole og en muslimsk friskole, Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Lad være at stemple muslimske drenge som ballademagere – heller ikke, selv om de faktisk laver ballade. Sådan lød, lidt hårdt sat op, et interessant budskab fra en ung lærer, Najla Adlouni, i mandagens Berlingske. Hun har i sit bachelor-projekt fulgt en klasse på en muslimsk friskole og kan her konstatere, at der ofte var uro i klassen blandt de muslimske drenge, når en ikke-muslimsk lærer skulle undervise. Men så snart en muslimsk lærer trådte ind i lokalet, så – »bum var der helt stille,« som hun beskriver det.

Læs også: »Lige så snart en muslimsk lærer trådte ind i lokalet, så - bum - var der helt stille«

Nu skulle man vel synes, at det i bund og grund er ligegyldigt, om en lærer er muslim, kristen eller hindu, mørk eller lys i huden, høj eller lav, mand eller kvinde, rødhåret eller skaldet. Ro i klassen og respekt for læreren er forudsætningen for, at undervisningen kan fungere hensigtsmæssigt. Najla Adlouinis bacheloropgave baserer sig på et beskedent materiale, så man kan ikke tillægge den egentlig videnskabelig værdi. Udover at den bekræfter, hvad bl.a. en større rapport fra Rockwool Fondens forskningsenhed også har påpeget.

Her fulgte man omkring 1.000 skoleelever i Høje Taa-strup, og konklusionen er, at de ikke-vestlige børn, som de hedder her, er negativt udadreagerende. På jævnt dansk: De laver ballade. Og, hvad der er nok så opsigtsvækkende: Allerede i 2. klasse er de ikke-vestlige børn cirka et klassetrin efter deres danske kammerater.

Hertil kan man lægge en ph.d.-afhandling fra Syddansk Universitet, omtalt for nylig, der viser, at især arabiske drenge bruger deres modersmål til at mobbe piger og danske lærere. Der er altså helt åbenlyst et problem i skolerne med disciplinen. Man kan kalde det kulturforskelle. Men det er ret beset manglende respekt for de tilbud, som samfundet stiller til rådighed. Men interesssant ved Najla Adlounis bachelor-projekt er, at hun konkluderer, at problemet ikke ligger hos de muslimske drenge, lærerne, skolen eller forældrene. Nej, det er samfundets problem og ansvar. Drengene mødes med en negativ opfattelse og reagerer følgelig i overensstemmelse med den opfattelse: De laver ballade.

Det er da ansvarsforflygtigelse, der er til at tage at føle på. Selv på den yderste venstrefløj skal man i dag lede længe efter nogen, der påstår, at alting er samfundets skyld. Men lad os lige ridse op: I Danmark får alle børn tilbuddet om 12 års skolegang betalt af danske skatteydere. Derefter kan de unge få en uddannelse og modtage SU, også betalt af skatteyderne. Sociale problemer og kulturforskelle kan meget vel have indflydelse på, hvordan man møder skolen.

Men muslimske eller ikke-vestlige børn i det hele taget er ikke ofre for et ondt, dansk samfund. De får alle muligheder stillet til rådighed. Det eneste krav fra samfundet til børnene – og da ikke mindst deres forældre – er, at de møder skolen og lærerne med respekt. Det burde være hamrende ligegyldigt, om læreren tror på Allah eller Jesus, eller ikke tror overhovedet. Åbenbart er der et problem her, men det skal ikke løses af »samfundet«, det skal løses rundt om i de muslimske hjem.