Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Et samfund på medicin

Bekymrende, hvis medicin bliver et kvikfix for mennesker, der ikke passer i en skabelon.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Op mod 26.000 børn lider af adfærdsforstyrrelsen ADHD. Mange af dem er under medicinsk behandling, og flere ville have gavn af at komme det, mener eksperterne. Det er mange børn. Skræmmende mange. Lægger man dertil det stigende antal børn og voksne, der tager anti-depressiv eller nervemedicin og et stigende medicinforbrug i det hele taget, stiller man sig uvilkårligt spørgsmålet, om vi har skabt et samfund, hvor det er umuligt for et stort antal mennesker at klare tilværelsen på, hvad man traditionelt ville kalde normal vis. Ingen tvivl om, at en moderne, krævende og stressende livsstil – som rammer børn allerede fra vuggestuealderen – kræver sine ofre. Men inden man tryller det gamle mantra om, at det er samfundets skyld, frem, er der nogle overvejelser, man må gøre sig om de forventninger, man gør sig til sit eget liv, og de forventninger, man har til samfundets muligheder for problemløsning.

Forskning og udvikling inden for medicin har gjort det muligt at behandle sygdomme, man tidligere måtte give op over for. Ikke mindst inden for psykiske sygdomme er der sket enorme fremskridt. Mennesker, som tidligere var henvist til isolation og depression, kan hjælpes til et bedre liv. Sammenholdt med større åbenhed om psykiske lidelser og bedre diagnosticering har det medført større forbrug af medicin. Den udvikling behøver man ikke være ked af. Men prisen er høj – helt kontant for det samfund, der skal finansiere forbruget, og i videre forstand for opfattelsen af sygdomme. Man kan have en fornemmelse af, at der, i takt med at der udvikles ny medicin og nye behandlingsmetoder, opstår en samfundskultur præget af diagnosticering. Vi bliver alle i en eller anden forstand sygeliggjort.

Gentest og fosterdiagnosticering vinder frem. Vi ser unge mennesker, der underkaster sig medicinering og undertiden nærmest amputerende operationer af frygt for, at de på et tidspunkt skal udvikle en alvorlig sygdom. Det er i sig selv en tung byrde at bære rundt på. Ingen af os kan få en garanti for et sygdomsfrit liv, og det er ubærligt at skulle leve i frygt for at blive syg. Vi skal tage mod de tilbud, den medicinske forskning giver os for forebyggelse og helbredelse; men vi skal ikke underlægge os en tvangssygeliggørelse. Den kan man frygte, når så mange børn opfattes som adfærdsforstyrrende – og helt konkret er et problem for forældre, skole og omgivelser – eller der nærmest opstår modefænomener i sygdomme, som når det i nogle teenage-miljøer kan blive en hel trend at være depressiv.

For de forældre, som står med et ADHD-barn, er det godt, at der findes hjælp. Men som det fremgik af Berlingske i går, oplever nogle forældre et pres fra kommuner og institutioner, fordi deres barn falder uden for normalen. Her er måske en del af forklaringen: At vi på trods af et frit og tolerant samfund er tilbøjelige til at stille meget skarpe restriktioner og normer for hinanden. Det er en svær balance mellem reel sygdom og et uudtalt forventningspres. Problemet er ikke, at børn får medicin, hvis ellers det hjælper dem. Man må bare huske, at al medicin har bivirkninger, at medicin ikke er et kvikfix, og at livet af og til gør ondt.