Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Et ærgerligt exit for hædersmanden Haarder

»Sagen må derfor give anledning til overvejelser, om ikke den type poster burde udskiftes oftere.«

Venstreveteranen Bertel Haarder (V) opgiver it jobbet som generalkonsul i Flensborg, som han ellers var tilbudt af regeringen. Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2016 Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Ved højtidelige lejligheder sætter politikere ofte en ære i at sætte egen forfængelighed og personlige ambitioner til side, når det gælder et højere mål, nemlig det parti, de repræsenterer, og muligheden for at få deres politik igennem. I virkelighedens verden er det nemmere sagt end gjort altid at være den loyale partisoldat. Karrierepolitikere er mindst lige så ærgerrige som alle andre. Ikke desto mindre er besværgelsen næsten fast inventar, når folkevalgte må træde ned fra magtfulde poster.

I stedet for at sluge skuffelsen i loyalitetens navn valgte den nu tidligere kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) at udstille sin bitterhed i fuld offentlighed. Først ved at lufte sin vrede i et interview med BT. Og siden ved at sige nej til at overtage den post som generalkonsul i Flensborg, som han i første omgang havde sagt ja tak til, da statsminister Lars Løkke Rasmussen skulle have sin komplicerede ministerkabale til at gå op.

Bertel Haarder vil ikke »trænge sig på,« når nu stillingen var besat og ikke, som han troede, var en nybesættelse, lyder hans begrundelse, efter at flere i grænselandet havde luftet deres harme over den pludselige udskiftning af den siddende generalkonsul, Henrik Becker-Christensen. Forløbet er ærgerligt af flere grunde.

For det første for Bertel Haarder, som efter en helt enestående karriere i dansk politik, nu må forlade sin sidste ministerpost med prædikatet af at være en fornærmet mimose, der ønskede at klamre sig til taburetten. Det eftermæle har han ikke fortjent. Bertel Haarder har haft fast plads i alle borgerlige regeringer siden 1982 og er den længst siddende minister siden systemskiftet i 1901. Og det er ikke uden grund. Han har sat sit præg på alle de ministerier, han har stået i spidsen for, og har efterladt et stort ideologisk fodaftryk i udviklingen af et moderne liberalt parti. Bertel Haarder er og bliver en af de betydelige borgerlige politikere, det altid er værd at lytte til.

For det andet er sagen ærgerlig for statsministeren, som kun kan se Haarders nej til posten som endnu et bidrag til de ulmende spændinger, som indimellem blusser op i det store regeringsparti. Udvidelsen af regeringen var ikke kun hård ved Bertel Haarder, men også en række andre Venstre-ministre, som enten blev degraderet eller røg helt ud. De vilkår som minister kender Bertel Haarder bedre end nogen anden.

Set i det store perspektiv var striden, som udskiftningen på posten som generalkonsul i Flensborg førte til, ikke større, end at den kunne håndteres, og langt mindre end hvad Bertel Haarder ellers i sin karriere har kastet sig ud i. Den blev desværre hjulpet godt på vej af den siddende generalkonsul, som på ganske uprofessionel vis benyttede lejligheden til at lufte sine frustrationer over at blive forflyttet til en anden post efter 18 år i Flensborg.

Sagen må derfor give anledning til overvejelser, om ikke den type poster burde udskiftes oftere, så den, der sætter sig i stolen, ikke ender med at opfatte den som sin private ejendom. Og om ikke man helt skal holde sig fra at bruge udenrigsministerielle poster som et led i politiske kabaler. Trøstepræmier og poster, som besættes for at lukke munden på forsmåede eks-ministre, har altid haft en forkert klang.