Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: En fremtid uden de radikale

Partiet, der kårede konger, er nu dømt uden betydning.

Engang havde de rollen som kongemagere. Det var den radikale leder og folketingsgruppen, der bestemte, om det skulle være de borgerlige eller socialdemokraterne, der leverede statsministeren. Men fra at være partiet med den suverænt største indflydelse i forhold til antallet af mandater, er partiet nu dømt uden for indflydelse. I Berlingske Nyhedsmagasins årlige måling af magten i Danmark når partileder Margrethe Vestager ikke engang med blandt de 100 mennesker med mest indflydelse i Danmark. Et parti, der som de Radikale har levet og overlevet på at skaffe resultater, kan ikke uendeligt tåle at leve et isoleret liv langt fra magtens centrum. Den dag kan komme, hvor dansk politik må indstille sig på en fremtid uden Det Radikale Venstre.

Den radikale nedtur er i al væsentlighed selvforskyldt. Allerede i 1990erne, da den daværende radikale leder Marianne Jelved havde gjort Poul Nyrup Rasmussen til statsminister i stedet for Poul Schlüter, blev det klart, at de Radikale reelt havde knyttet sig ubrydeligt til Socialdemokraterne. Blokpolitikken, som ellers i radikal opfattelse var en vederstyggelighed, deltog partiet nu med fynd og klem i. Skattereformen i 1993 blev vedtaget med en enkelt stemmes flertal af det, der dengang blev kaldt »rødkløveret«. Da flertallet i 2001 skiftede til borgerlig side, stod de Radikale på sidelinjen, hvorfra partiet i heftige vendinger beskyldte regeringen og Dansk Folkeparti for at føre blokpolitik – ganske som den de Radikale selv stod for gennem 1990erne.

For få måneder siden fastslog de Radikale så omsider, hvad der i årevis har været en realitet, at partiet er en del af Folketingets røde blok og parat til et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne og SF. Som det tredje og mindste hjul i den røde alliance er de Radikale imidlertid svære at få øje på. En god del af partiets traditionelt borgerligt sindede vælgere har forladt partiet for længst, og andre er gået efter den rene vare hos SF. Resultatet har været et skrumpende parti, som har mindre indflydelse end direktøren for Dansk Supermarked.

Der er dele af den radikale politik, som burde have interesse for de borgerlige partier. De Radikale har en klar EU-profil, der også burde være de borgerliges politik. De Radikales skattepolitik er på lange stræk absolut borgerlig, og efterhånden burde der kunne laves vækstorienteret miljøpolitik med de Radikale. Men i stedet for at gå efter indflydelsen hos den borgerlige regering har de Radikale med den røde blokpolitik taget definitivt afsked med indflydelsen i dansk politik.

Den klare opdeling er på mange måder en fordel for vælgerne. Det bliver tydeligt, hvad man får, når man stemmer på den ene eller den anden side. Et sammenarbejdet flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti med skattestop og en fast udlændinge- og retspolitik. Eller en rød blok, hvor skatte- og udlændingepolitikken flagrer. Den selvstændige radikale profil, der tidligere har sikret indflydelsen, og som kunne styrke borgerlige reformmuligheder efter næste valg, er væk. På sæt og vis er det beklageligt. Men til gengæld er klarheden større.