Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Det uforklarlige og tvivlens nådegave

»Men man kan også læne sig tilbage sommetider og se det næsten ubærligt smukke i magtesløsheden.«

Vestervig Kirke. Danmarks størst landsbykirke. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Giv jordemoderen en ekstra god kop kaffe, skrev digteren Helge Rode engang – hun er fastansat ved mysteriet. For mysteriet sker faktisk hver eneste dag. Det er sket siden de første cellers møde engang i urtiden. Og det skete i de dage, hvor kejser Augustus ville have mere ind i skat og derfor befalede folketælling over hele verden.

Vi kan se det ske. Men vi kan ikke forklare det. Og når den naturlige forklaring mangler, bliver vi grebet af frygt. Det moderne menneske vil forstå alting og reagerer på ethvert mysterium med stærke følelser.

En af de vigtigste følelser i vor tid er vrede mod andre mennesker. Vrede over fjerne krige og deres konsekvenser for os selv. Vrede over nød og uretfærdighed. Og vreden tager meget ofte form af tvivl på det godes eksistens. Tvivl på andres gode vilje, tvivl på politikernes gode hoveder, tvivl på den gode Gud og hans mere eller mindre mærkelige gaver.

Jorden svømmes for eksempel over af den ene katastrofe efter den anden. Vandstanden vokser på grund af global opvarmning og kan næste ligne en ny Syndflod efterhånden. Konflikterne i Mellemøsten og mange andre steder bliver bare ved og kræver nye ofre hver eneste dag. Vi ser katastroferne og tvivler på det hele. »Selv jeg ejer tvivlens nådegave,« som en biskop har sagt det.

For hvis denne Gud virkelig findes, hvorfor lader han så det onde ske? Spørgsmålet kaldes for teodicéen og blev særlig påtrængende efter op mod 100.000 menneskers død under Lissabons store jordskælv 1. november 1755.

Og svaret er på én gang forfærdende og løfterigt: Vi ved det simpelthen ikke. Det er et mysterium. At skyde skylden for alle ulykker på fællesskabet og velfærdsstaten løser i hvert fald ikke noget. Ikke at man bare skal lægge ansvaret fra sig – især da ikke i en demokratisk nation.

Men man kan også læne sig tilbage sommetider og se det næsten ubærligt smukke i magtesløsheden og dermed mangelen på ansvar.

Selv katolikkernes overhoved har på det seneste bevæget sig ud på tvivlens tynde is og givet både Big Bang og evolutionen sit blå stempel. Tanken kan umiddelbart ligne en tiltrængt modernisering af hans tro. De to teorier er jo knap nok teorier længere. De er fakta med smukke beviser og det hele.

Men forklarer de noget? Fortæller de os noget om altings årsag og begyndelse? Big Bang fortæller kun om verden efter den første gnist og evolutionstanken kun om fordelene ved det tilpasningsparate liv. Hvad der egentlig skete dengang i tidens morgen, dét aner ingen fra vores side af det hinsides noget om.

Men noget lignende skete den nat i Bethlehem for godt et par tusinde år siden. Ligesom det gentager sig lige for vores øjne hver eneste dag. Og om alt går vel i morgen også. Vi ser kun det ydre resultat af mysteriet og mærker det udløse en tiltrængt glæde i os.

Glædelig jul til alle!