Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Dansen om ytringsfriheden

Regeringen bør melde klart ud om konference

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Farcen om den planlagte konference om ytringsfrihed synes at have nået nye højder. Så længe den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens var i aktiv jobsøgning som NATOs kommende generalsekretær, blev der således ikke fra politisk hold ytret mange ord om konferencen, der skulle være afholdt dette forår.

Nu da foråret står i fuldt flor, viser det sig, at konferencen tidligst bliver afholdt på den anden side af sommerferien. Det er imidlertid også det eneste, der står klart. Dato, indhold og deltagere svæver i det uvisse, så længe integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der har ansvaret for planlægningen, nægter at melde klart ud på regeringens vegne.

I mellemtiden har Liberal Alliances enmandshær, Anders Samuelsen, kastet sig ud i en ordkrig med Dansk Folkeparti om, hvorvidt den hollandske politiker Geert Wilders skal deltage. Samuelsen mener, måske formelt korrekt, at han har særlige aktier i sagen, eftersom konferencen var det daværende Ny Alliances pris for at stemme for finansloven. Men i virkeligheden stammer ideen fra den tidligere formand og nuværende konservative Naser Khader, og Samuelsens modstand mod Wilders kan derfor kun opfattes som utidige politiske drillerier. Om Samuelsens forbehold overfor Wilders i virkeligheden udtrykker regeringens holdning, kan man få en mistanke om, så længe man fra især Venstres side bliver ved med at danse om den varme grød.

Hvad angår Wilders, er det klart, at hvis man afholder en konference om ytringsfrihed, er det svært at komme uden om en mand, der på trods af en elendig film om islam og et tåbeligt forslag om at forbyde koranen, på egen krop har mærket censuren. Først forsøgte hollandske politikere at forbyde hans film »Fitna«, og siden er han blevet nægtet indrejse i Storbritannien. Hans erfaringer er langt mere interessante end hans holdninger, og er vigtige vidnesbyrd om den stigende selvcensur i vores del af verden.

Afviklingen af FN»s racismekonference kaldet Durban 2, blev ledsaget af spekulationer om at den danske regering ikke ville deltage i en boykot for ikke at fornærme en række muslimske lande, af frygt for at disse vil blokere resultatet ved klimakonferencen i december. Det er de samme spekulationer, der nødvendigvis dukker op i kølvandet på problemerne med ytringsfrihedskonferencen. Det er klart, at sådanne diplomatiske hensyn aldrig må stå over hensynet til et samfundets bærende principper, og derfor er det bydende nødvendigt, at regeringen snarest melder klart og offensivt ud om konferencen for at mane disse rygter i jorden.

For dem der ikke længere orker at diskutere de principielle rettigheder for frie og åbne samfund, må man desværre konstatere, at det er nødvendigt, da disse er pressede mange steder. Seneste eksempel er forfatteren Nedim Gürsel, der i morgen skal for retten i Tyrkiet for at have krænket muslimers religiøse følelser med sin roman »Allahs døtre«. Ytringsfriheden har derfor brug for al den opmærksomhed, den kan få. At skabe en konference i Danmark med international deltagelse, vil ikke alene sende et stærkt signal om, at vi her Danmark har et fristed for ytringsfriheden, det vil også ligge i naturlig forlængelse af den siddende regerings linje, selvom det er en anden Rasmussen der sidder for bordenden.