Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Bogbranche i nød

Men liberaliseringen af bogmarkedet bør stå fast

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man i disse dage tager en temperaturmåling på bogbranche lyder det mest af alt som et hylekor fra en græsk tragedie. Røde tal, økonomisk ruin og et uopretteligt dannelsestab der bl.a. skyldes liberaliseringen af bogmarkedet - forstår man.
Mange forfattere føler sig - som traditionen byder det - oversete og underfinansierede, og landets største forlægger Gyldendals Johannes Riis kræver nu politisk handling så det hele ikke ender med bestseller-lister. Det sidste led i fødekæden - boghandlerne - ligger imidlerid ikke på den lade side, og tager derfor mildt sagt utraditionelle brutale metoder i brug for at skæppe penge i kassen, som eksempelvis de 180 boghandlere der er organiserede i boghandlerkæden Indeks Retail der truer forlag med kollektiv udelukkelse, hvis ikke de vil lade Indeks Retail fastholde de ellers hedengange fastpriser. Det er let at tage afstand fra så brutale monopolagtige metoder, hvor kunderne i sidste ende bliver gidsler for en branche der på trods af et meget langt tilløb til de frie bogpriser, endnu ikke har fundet en måde at tjene penge på. Konkurrencen fra supermarkeder og internetboghandler har været stærkt undervurderet, men det bør ikke tjene som en undskyldning for at boghandlerne forsøger at tilbagerulle en helt naturlig udvikling i detailledet. Alt tyder på at der med de frie bogpriser rent faktisk sælges flere bøger, og der er kommet flere læsere til. Problemet for branchen er at der tjenes færre penge på grund af konkurrencen, men her må man gribe i egen barm og tilpasse sig markedet.

Det bringer os frem til bekymringen for den litteratur der iflg. Riis ikke kan klare sig på disse nye markedsbetingelser. Bekymringen her kan være reel nok, men først er det vigtigt at slå fast, at de store forlag - at dømme efter deres efterårskataloger - ikke selv gør meget for at holde den kulturelle fane højt, hvilket der kan være god forretningsmæssig ræson i, men det lyder lidt hult når man efterfølgende begræder krimien og bestsellerens indtog på den litterære hovedscene. Det er derfor glædeligt at bogmarkedet også når det gælder kvalitet tilsyneladende har været selvregulerende. Både når det gælder den bedste oversatte litteratur og den smalle danske litteratur, er der skudt en underskov af små kvalitetsbevidste forlag op, der i høj grad har forstået at levere varen. Disse forlag kan ikke alene bære ansvaret for talentudviklingen af forfattere i et lille sprogområde som det danske, men der er bestemt ingen grund til at efterkomme forlagenes ønsker om store millionpuljer målrettet deres talentudvikling. Hvis det er en del af et forlags profil at være en kulturbærende institution så har man på linje med andre brancher et ansvar for at investere i fremtidens største talenter.

Hvis der bliver brug for et politisk tiltag burde man i stedet formulere et samlet litteraturpolitisk udspil, der netop sikrer talentudviklingen understøttes mere målrettet. Den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) proklamerede et eftersyn af vores samlede kunststøttesystem, siden skiftede han ministerkontor, men ideen er god nok, og en oplagt bold at gribe for den nye kulturminister. Sikrer det statslige kunststøttesystem i høj nok grad potentialet blandt nye danske forfattere, og for den sags skyld også de andre kunstarter, hvor blandt andet teaterverdenen rituelt kvier sig i disse finanslovstider. Det bør være en politisk diskussion værd, ikke kunstige subsidier til brancher der efter alt at dømme har sovet i timen.