»For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet.« Sådan begynder H. C. Andersens vittige eventyr Kejserens Nye Klæder.
At det skulle være Lars Rebien Sørensen, den tidl. adm. direktør for Novo Nordisk og nu formand for Novo Nordisk Fonden, som skulle være det lille barn, der råber »han har jo ikke noget tøj på« om det ambitiøse nationale klimamål, som Folketingets partier netop nu forhandler om, var ikke lige til at forudsige.
»Det nytter ikke noget, at vi sidder heroppe og klapper os selv på skuldrene og siger: Vi gjorde det. Vi reducerede vores CO2-udslip i Danmark. Og så har resten af verden overtaget vores forurening og sviner det hele til, fordi vi sådan set bare er interesseret i vores egen selvretfærdighed og selvrealisering ...,« siger Lars Rebien Sørensen blandt andet i et interview i Berlingske.
Der er dem, som mener, at Rebien med sine udtalelser ødelægger bestræbelserne på at nå et ambitiøst nationalt klimamål. Fra SF og Enhedslisten lyder det eksempelvis som svar på Rebiens udtalelser, at CO2-målet skal nås uanset hvad. Også Ida Auken (R) ser ret doktrinært på 70 pct.-målet, om end det dårligt harmonerer med de Radikales ellers fornuftige økonomiske politik.
Tænk over meldingerne fra den yderste venstrefløj, nemlig at hensynet til et rent dansk klimamål, der i sig selv intet vil betyde for klodens klima, ikke blot er vigtigere end stort set alle andre mål i samfundet, men også vigtigere end Danmarks samlede globale klimaaftryk i 2030. Sært.
Partier som Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti har selvsagt en del af æren for at have flyttet den politiske dagsorden på klimapolitikken, men de samme partier kan med deres betonpolitik på lang sigt være ved at parkere sig uden for indflydelse på det reelle indhold i dansk klimapolitik. Det kan man i hvert fald håbe, for totalitære klimaløsninger er ikke vejen frem, viser historien.
Lars Rebien er i dag den person, der definerer ret fra vrang i klimapolitikken. Ret eller vrang er ikke et spørgsmål om, hvorvidt Danmark skal have meget ambitiøse nationale mål i klimapolitikken, for her er der konsensus. Det handler om, hvordan Danmark faktisk påvirker det globale klima frem for kun at fokusere på snævre nationale mål.
Det nytter ikke at eksportere vores klimaproblemer ved at sende landbrugsproduktion til Polen eller ved at få A. P. Møller Mærsk til at ophugge skibe, hvis det blot øger den globale CO2-udledning, som vismændene har advaret mod. Det handler også om noget så banalt som at have et retvisende klimaregnskab i forhold til biomasse. Debatten om ottende udbudsrunde i Nordsøen handler om det samme, nemlig om at det kan være fornuftigt at opretholde dansk olie- og gasproduktion, hvis det får Polen til droppe kul.
Den politiske konsensus om klimapolitikken blev skabt, da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. tilsluttede sig 70 pct. målsætningen. Faktisk sagde Jensen dengang lidt af det samme som Rebien, men det druknede selvsagt i nyheden om, at Venstre efter nogen betænkningstid bekendte kulør.
Ved at tilslutte sig 70 pct. målsætningen fik Ellemann parkeret sig i forhandlingslokalet om klimapolitikken, ikke uden for. Det er vejen til de rigtige løsninger i klimapolitikken.
Kejserens nye klæder i klimapolitikken handler ikke om usikre og selvretfærdige nationale mål. Det handler om ikke at se ud over sin egen næsetip.
THOMAS BERNT HENRIKSEN
