Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Læg en plan for udkanterne

Hovedstadsområdet får i disse år stadig større betydning. Flere flytter til København og Frederiksberg, og indkomsterne vokser trods krisen. Udviklingen er bemærkelsesværdig, men ikke overraskende.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi ser det samme overalt i verden. Folk vil helst bo i større, attraktive byer med mange uddannelsesinstitutioner, videnstunge virksomheder og attraktive kulturtilbud. Der er tale om en global mega­trend, som er uafvendelig – ja, nærmest selvforstærkende. De flotte BNP-tal for hovedstaden, som Berlingske præsenterer i sin reportage i dag, vil utvivlsomt få debatten om Udkantsdanmark til at blusse op på ny. Men denne debat har det med at løbe af sporet

Danmark er et lille tætbefolket land. Kun i Holland bor de tættere på hinanden. Ingen dansker har mere end halvanden times kørsel til det nærmeste hav. Det er slet ikke en katastrofe, at væksten koncentrerer sig om hovedstaden og det østjyske bybånd fra Randers over Aarhus og til Kolding. Der er desuden bemærkelsesværdige vækstlommer i provinsen omkring Herning og Sønderborg, som ikke skal overses. Her har lokalbefolkningen taget bestik af udviklingen og skabt ny vækst ved egen kraft. Den største bekymring, man kan have omkring væksten i hovedstaden, er, at den for en stor del er drevet af en voksende og desværrre ikke særlig effektiv offentlig sektor. 

Udkantsproblemerne er koncentreret om Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster, store dele af Fyn og til dels Nordjylland. Det er her, vi ser stadig flere tomme huse og tendenser til forfald. Det er her, hovedparten af indbyggerne er på overførselsindkomst. Det er her, de unge flytter væk fra, når de uddanner sig. Problemerne i Udkantsdanmark imødegås ikke ved tilskud til arbejdspladser, som ikke betaler sig på kommerciel basis. De alt for omfattende overførsler af kommunale skattekroner fra de »rige« til de »fattige« kommuner fungerer desuden som en sovepude for idéforladte og initiativløse borgmestre og kommunalbestyrelser.

I stedet burde politikerne lægge en plan for, hvordan de uhensigtsmæssige følger af den uafvendelige affolkning af Udkantsdanmark kan mildnes. Der må gives meget mere støtte til nedrivning af overflødige boliger, så man undgår, at subsistensløse overtager dem. Offentlige arbejdspladser kan i et vist omfang flyttes ud. Det giver f.eks. god mening, at Vordingborg er blevet hjemsted for et udbetalingscenter for statslige ydelser, og at et nyt fængsel skal opføres på Falster.

Desuden skal den nødvendige infrastruktur i form af veje og bredbånd være i orden, så det rent faktisk er muligt at eksistere for de mennesker, som foretrækker livet i udkantskommunerne. De ofte ret store private virksomheder, som stadig befinder sig i områderne, skal desuden have rimelige vækstbetingelser. De skal f. eks. ikke lægges i graven af uhensigtsmæssige energiafgifter eller transportbeskatning. Men ellers må det være op til udkantskommunerne og deres indbyggere selv at tage hånd om problemerne. Det er der heldigvis også mange gode eksempler på, at de gør.