Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Debatten om ulighed fylder meget for tiden, og især de socialt dårligt stillede børn, der ikke har de samme muligheder som andre børn, vækker med rette bekymring. Men i stedet for at bruge energi på at diskutere kontanthjælpens størrelse, burde vi rette opmærksomheden mod børnenes skolegang: Folkeskolen er og bliver vores vigtigste socialpolitiske instrument, fordi det er den fri og lige adgang til uddannelse af god kvalitet, der er grundlaget for den sociale mobilitet.