Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Lad folket bestemme – hvis der er noget at stemme om

Foto: CLAUS FISKER

Ligesom kunden altid har ret, når det gælder butikshandel, har folket ret, når det gælder demokrati. Selv om en del politikere i tidens løb i deres stille sind nok har kunnet tænke sig at udskifte vælgerskaren, når folket har talt – og talt anderledes, end politikerne ønskede – er det folkestyrets væsen, at politikerne med større eller mindre lyst må rette ind efter flertallets anvisninger.

Så det er i god demokratisk ånd, at indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) i det nye år vil fremsætte et lovforslag om, at kommunerne skal kunne gennemføre bindende afstemninger blandt kommunens borgere om lokale spørgsmål. Målet er, at borgerne skal inddrages mere i kommunalpolitik, og det er jo et ædelt ønske. I dag er kommunalpolitik mest noget, der dukker helt frem i bevidstheden hos de fleste hvert fjerde år, når kommunal- og regionsvalgene skal holdes. Med mindre en oplagt kommunal skandale ruller et sted, eller der er lokal strid om f.eks. en skolelukning eller vejomlægning.

På den baggrund må man hilse regeringsforslaget velkommen. Men ikke uden betænkeligheder. Først og fremmest er der det grundlæggende princip om det repræsentative demokrati. Vi må gå ud fra, at de folkevalgte besidder beslutningskraft og har kompetencerne til at indgå de forlig, som er kernen i dansk demokrati. En bindende, lokal folkeafstemning kan nemt resultere i en beslutning, der lader kommunalbestyrelsen sidde tilbage med en økonomisk bet og ansvaret for aftaler indgået med diverse samarbejdspartnere. Et typisk eksempel vil være et flertal, der modsætter sig, at en folkeskole lukkes. Men vil flertallet så i samme åndedrag acceptere en skattestigning eller besparelser på f.eks. ældreområdet for at få kommunens budget til at hænge sammen? Og hvor stort et flertal skal der i givet fald til for at gennemtrumfe en beslutning? Så man ikke risikerer, at en snæver marginal bestemmer imod et stort mindretals ønsker?

Vi må have tillid til, at de demokratiske værdier har bidt sig så fast i den danske befolkning, at vælgerne faktisk ved, hvad de stemmer om. Og folkeafstemninger kan være et middel til konkret at efterprøve folkestemninger. I København har man på det seneste set, hvordan en kendis-kok og en håndfuld klokkefrøer via de sociale medier har kunnet rokke ved en 20 år gammel, økonomisk bindende aftale om Amager Fælled. Det kunne være interessant at få opklaret ved en velbelyst folkeafstemning, hvordan flertallet af københavnere stiller sig til den sag. Det vil muligvis afklares ved kommunalvalget. Men her spiller mange andre forhold end det konkrete spørgsmål ind på vælgernes stemme.

Indenrigsministerens idé er, at et flertal i en kommunalbestyrelse skal kunne udskrive en lokal folkeafstemning. Men hvis der skal være konsekvens, burde der være mulighed for, at en underskriftsindsamling af en vis størrelse også kunne udløse en afstemning. Endelig er der et spørgsmål, som både vælgerne og de folketingspolitikere, som elsker at blande sig i kommunalpolitik, må overveje: Er vi parat til at godtage, at lokale folkeafstemninger kan resultere i endog meget store forskelle fra kommune til kommune på, hvordan den enkelte kommune drives? Større forskelle, end vi allerede ser i dag.