Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kvoteflygtninge er velkomne – hvis den stramme asylpolitik består

Danmark kommer igen til at tage imod kvoteflygtninge. Det er fint, så længe regeringen ikke rører ved grundpillerne i den nuværende stramme asyl- og udlændingepolitik.

Fornuften i regeringens beslutning om atter at tage imod kvoteflygtninge afhænger af, om det røde flertal i øvrigt vil stå vagt om den stramme udlændingepolitik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Regeringen har meddelt FNs Flygtningeorganisation, UNHCR, at Danmark allerede i år vil tilbyde en mindre gruppe af særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge genbosættelse. Desuden vil Danmark fra næste år genoptage den generelle kvoteflygtningeordning.

Det var ventet. Det står i den såkaldte politiske forståelse, som Mette Frederiksen skrev sammen med sine støttepartier før regeringsdannelsen, og allerede i valgkampen sagde både Venstre og Socialdemokratiet, at det nok snart var på tide igen at modtage kvoteflygtninge, som er de allersvageste af verdens flygtninge – udvalgt direkte fra de store lejre i nærområderne af FN.

Partierne til venstre for Socialdemokratiet har været imod Danmarks midlertidige stop for kvoteflygtninge, lige siden daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) fik det vedtaget i 2016. Når Venstre så selv har meldt sig klar til at løsne grebet lige netop her, er det for Mette Frederiksen et oplagt sted at komme sine støttepartier i møde, uden at de borgerlige kan råbe alt for højt om slaphed og løftebrud.

Løftebrud bliver der nu alligevel råbt, dog kun fra Dansk Folkepartis side.

Men det er ikke løftebrud at gøre noget, man allerede varslede i valgkampen, og den politiske substans er der heller ikke noget galt med. Det er fornuftigt igen at åbne døren for kvoteflygtningene.

Generelt fungerer det internationale asylsystem meget dårligt, særligt fordi menneskesmuglere tjener store summer på at sende de stærkeste og rigeste flygtninge og migranter til Europa, mens de svageste og fattigste sidder tilbage i lejre i nærområderne. Lige præcis systemet med kvoteflygtningene er dog både fair og velfungerende: Dels er der tale om de mennesker, som har allermest behov for hjælp, dels kan antallet styres helt præcist.

Samtidig er begrundelsen for Danmarks midlertidige stop – den helt ekstraordinære situation i 2015 med et meget stort antal spontane asylansøgere – ikke længere gyldig: Antallet af asylansøgninger er faldet drastisk både herhjemme og i Europa, og Danmark er også relativt set blevet et mindre søgt land sammenlignet med andre EU-lande.

Der er dog et helt afgørende forbehold at tage: Fornuften i regeringens beslutning afhænger af, om det røde flertal i øvrigt vil stå vagt om den stramme udlændingepolitik. Mette Frederiksen lovede adskillige gange i valgkampen, at hun ville videreføre »den brede udlændingepolitik« – altså, den udlændingepolitik, som også de borgerlige partier står bag.  Men det er bekymrende uklart, hvad det helt konkret betyder. Særligt må man holde øje med ydelserne – kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225-timers-reglen – ligesom det skarpe fokus på hjemsendelser og princippet om midlertidighed bør bevares.

Her bliver det farligt. Det er værd at minde om, at den radikale leder Morten Østergaard i valgkampen advarede om, at spørgsmålet om kvoteflygtninge ikke er nok for hans parti. Da det sidste punktum var sat i forståelsespapiret, var det også foruroligende at høre samme Østergaard fortælle, at der nu er gjort op med paradigmeskiftet, mens Mette Frederiksen på samme tid forsikrede om, at paradigmeskiftet skam lever i bedste velgående.

Kvoteflygtningene skal være velkomne her i Danmark. Men vi må holde skarpt øje med, om der er tale om en enkeltstående beslutning eller den første i en lang række af lempelser.

AMALIE LYHNE